De kinesiske myndigheder påstår, at det var to religiøse ekstremister, der torsdag stod bag et bombeangreb i byen Urumqi, hvor én person ud over gerningsmændene blev dræbt.
KINA: Det var to religiøse ekstremister, der stod bag et terrorangreb på en jernbanestation i Xinjiang-regionens hovedstad, Urumqi, torsdag. Det siger de kinesiske myndigheder ifølge Reuters.
Tre mistede livet - heriblandt de to gerningsmænd - mens 79 blev såret, da mindst én bombe eksploderede, og en eller flere gerningsmænd bevæbnet med knive gik til angreb og stak flere personer ned ved udgangen til stationen.
Myndighederne i Xinjiang oplyser, at de to angribere »længe har været påvirket af ekstremistisk religiøs tænkning og har deltaget i ekstremistiske religiøse aktiviteter,« skriver Reuters.
Myndighederne identificerede en af ??dem som den 39-årige Sedierding Shawuti. Mandens navn tyder på, at han er medlem af det muslimske Uighur-mindretal, der er kendt for at være involveret i voldelige sammenstød med en etnisk gruppe han-kinesere fra Kinas centrale provinser. Den anden gerningsmand er ikke blevet identificeret. Den tredje dræbte er ifølge regeringen en civil person, der var på stationen.
Xinjang-regionen, som ligger i det nordvestlige Kina, har ofte været ramt af voldelige sammenstød blandt andet på grund af de store spændinger mellem de kinesiske myndigheder og uighurerne. Uighurerne anklager blandt andet myndighederne for at undertrykke dem.
Onsdagens bombeangreb er det første i Urumqi i 17 år. Det fandt sted kort efter, at et tog fra en provins med hovedsageligt han-kinesere ankom til Urumqi. Angrebet kan også hænge sammen med, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, er ved at afslutte et fire dage langt besøg i Xinjiang. Efter angrebet fordømte han ifølge Reuters terrorhandlingen og varslede, at kampen mod terror »er akut og vil blive lang og kompliceret«.