Mindst seks personer blev såret, da gerningsmænd tirsdag gik til angreb med knive ved en jernbanestation i Guangzhou.
KINA: Seks personer er såret, efter endnu et knivangreb har ramt Kina.
Kinesisk politi skød den ene af knivstikkerne, og ifølge kinesiske medier blev en anden pågrebet. Yderligere to gerningsmænd meldes at være flygtet.
Alle seks ofre for angrebet er blevet bragt til hospitalet, oplyser myndighederne.
Angrebet, som er det seneste i en hel stribe af lignende angreb, fandt sted på en jernbanestation i millionbyen Guangzhou i det sydlige Kina.
I marts blev mindst 29 mennesker stukket ihjel og flere end 100 såret i den sydvestlige by Kunming.
Ifølge Reuters har kinesisk politi endnu ikke oplyst, hvad motivet for tirsdagens angreb var.
De kinesiske myndigheder anklager dog religiøse ekstremister fra Xinjiang-provinsen, som grænser op til Mongoliet, Rusland og Kasakhstan, for at stå bag.
Xinjiang er hjemsted for både ekstremistiske muslimer og militante separatistbevægelser - for eksempel uighurrerne, som tilhører den tyrkiske sproggruppe.
I sidste uge blev Kina ramt af et selvmordsangreb, da en to mænd udløste bomber i Xinjiangs hovedstad Ürümqi. Myndighederne har efterfølgende identificeret mændene som uighurrer.