Kina anholder seks efter kup-rygter
Rygter om et forestående militærkup har spredt sig på kinesiske hjemmesider. Seks er anholdt, og 16 hjemmesider er lukket.
Rygter om et forestående militærkup har spredt sig på kinesiske hjemmesider. Seks er anholdt, og 16 hjemmesider er lukket.
Kinesisk politi har anholdt seks personer og lukket 16 hjemmesider, efter rygter begyndte at sprede sig om, at militærkøretøjer kørte rundt i hovedstaden Beijings gader. Det oplyser myndighedskilder ifølge BBC.
Tekster på hjemmesiderne blev noteret af forskellige medier rundt omkring i verden, og Kina-kritikere antød, at det var muligt, at der var et militærkup på vej i det asiatiske land.
Ifølge Kinas statslige internet informationskontor (SIIO) har rygterne haft »en meget dårlig indflydelse på offentligheden.«
To populære kinesiske blogs, der har været med til at få kup-historien til at sprede sig, har frem til 3. april afskåret sine læsere fra at kommentere på indlæg for at få stoppet spredningen af rygterne yderligere.
En talsmand for SIIO har sagt til Kinas statslige nyhedsbureau, Xinhua, at personerne bag de to blog-hjemmesider var blevet »kritiseret og straffet derefter,« lige som en række andre mennesker var blevet »formanet eller uddannet.«
Internet-rygterne om et militærkup rammer det kinesiske styre på et kritisk tidspunkt. Det er blot et par uger siden, at topkommunist og tidligere kinesisk handelsminister Bo Xilai blev fyret fra sin post som lokal partileder i Chongqing, lige som også hans ventede medlemskab af Kinas topledelse, Det kinesiske kommunistpartis politbureaus stående komite, smuldrede for ham.
Bo Xilais fyring kom, efter hans politidirektør og politiske allierede, Wang Lijun, havde opholdt sig på USAs ambassade i Chongqing, hvor han angiveligt forsøgte at få politisk asyl.