Kim Milton Nielsen mener ikke nødvendigvis, at hjælp fra TV-billeder altid kan afdække, hvorvidt et dømt straffespark er korrekt eller forkert.

- Der er gode momenter, og der er enorme udfordringer ved TV-billeder. Det gode er selvfølgelig, at man kan eliminere justitsmord med det samme. De helt åbenlyse fejl kan man rette, før det får konsekvenser. Det, man skal passe på, er vinklerne fra kameraerne. Hvis der er otte kameraer tilstede, kan man ende i en situation, hvor fem mod tre viser det ene og omvendt. Eller fire af hver. Hvad gør man så? Spørger Kim Milton.

Debatten om dommerhjælp blussede for alvor op efter åbningskampen ved VM torsdag aften. Ved stillingen 1-1 mellem værtsnationen Brasilien og Kroatien dømte den japanske dommer et ualmindeligt tyndt straffespark til angriberen Fred, der lod sig falde ved minimal kontakt.

Skulle dommeren og eller Kroatiens træner have haft mulighed for at bede om at få set situationen igennem, som man kender det fra tennis eller amerikansk fodbold?

Netop den mulighed åbnede FIFAs præsident Sepp Blatter for ved et møde, kort inden VM gik i gang.

Læs også: Sådan virker VM's avancerede målkameraer

- Fodbold handler om skøn. Du flytter lidt det basale i fodboldreglerne, hvis alt kan og skal ses igennem. Det er det, der er afgørende. Der er nogle situationer, som er sort/hvide. Dem har man løst ved blandt andet målteknologien, og det synes jeg er positivt. Enten er bolden inde eller også er den ude. Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg eller du synes. Enten er der mål, eller også er der ikke mål. Hvorimod ved holde-, skubbe- eller benspænds-situationer, der er det dommeren, der dømmer den dag, som skal vurdere det ud fra den linje, han har valgt. Det kan TV-billeder ikke altid hjælpe med.

Kim Milton, der som dommer har passet fløjten ved flere VM-slutrunder, er ikke modstander af TV-billeder, men han understreger, at træneren ikke må påvirke dommeren. Det er alene manden i sort, der skal se situationen igennem.

- Jeg synes, det er et problem med endnu flere pauser i løbet af kampene. En 'challenge' til hvert hold? Hvad så hvis de er korrekte, får man så en mere? Fodbold må ikke blive en diskussionsklub, for så bliver det endnu mere kedeligt for tilhængerne på stadion. Jeg kan godt se fordelene ved TV-billeder, men det er vigtigt at understrege udfordringerne med omfang og systemet i det, synes jeg.

Læs også: Brasiliansk landstræner afviser snak om billigt straffespark

Allerede i 2002 i en reserveholdskamp mellem FC København og Brøndby forsøgte man sig med eksperimentet med at benytte tv-kameraer som dommerhjælp ved tvivlsomme situationer i kampen. Det gav ikke det åbenlyse svar, fortæller eksdommeren, der var dommer i forsøget:

- Vi har jo prøvet det en gang herhjemme. Det var desværre en dårlig kamp, da der ikke var de åbenlyse situationer, som skulle ses igennem. Det blev i stedet nogle bagateller, vi så igennem. Det var egentlig udmærket at prøve, men fodbold må aldrig blive en diskussionsklub. Man skal have et stramt og sikkert system, hvis det skal virke, men det er også et spørgsmål om, hvad man er til. Hvis man vil have et fejlfrit system, så skal man spille Playstation. Der sker der aldrig fejl. Men er det, det vi vil? Det skal fodboldverdenen gøre op med sig selv, lyder det fra Kim Milton Nielsen.