Henrik Kronborg og Bilal Suman skal stå i spidsen for KIF Kolding København fra næste sæson. Det offentliggjorde klubben mandag på et pressemøde.

Duoen erstatter Aron Kristjansson, som har skaffet DM-guld til KIF Kolding København i de seneste to sæsoner.

Det er dog ikke to ukendte personer, der skal stå i spidsen for de danske mestre. Henrik Kronborg blev udnævnt som cheftræner i KIF Kolding København i sommeren 2013, men han måtte efter få måneder i jobbet lade sig sygemelde med alvorlige rygproblemer.

I første omgang overtog assistenttræner Bilal Suman ansvaret på bænken, men i februar 2014 hentede KIF Kolding København så Aron Kristjansson ind som ny cheftræner, efter han havde stået i spidsen for det islandske herrelandshold.

Derfor har Henrik Kronborg været assistent sammen med Bilal Suman, siden han i foråret 2014 blev sine rygproblemer kvit og returnerede til KIF-bænken.

Allerede i marts stod det dog klart, at islandske Aron Kristjansson ikke ville stå i spidsen for de danske mestre i næste sæson, selvom han havde to år tilbage af sin kontrakt.

Årsagen var, at Aron Kristjanssons kone og tre børn fortsat bor på Island, og KIF Kolding København og den islandske træner besluttede derfor i samarbejde at opsige kontrakten.

På mandagens pressemøde kunne KIF Kolding København desuden præsentere deres nye stjernespiller, Konstantin Igropulo, samt klublegenden Lasse Boesen, som bliver ny sportschef.