KIF Kolding København lod onsdag nytårsfyrværkeriet sprænge en dag for tidligt: Ud med træner Henrik Kronborg. Bum.

Det sker efter et turbulent efterår, hvor ikke bare resultaterne i den hjemlige liga og i Champions League har været under vanlig standard. Truppen hos mesterholdet har været smal og har været ramt af mange skader – og så har ni spillere kontraktudløb til sommer, hvilket også har skabt usikkerhed om fremtiden.

Klubbens sportschef, Lasse Boesen, erkender, at der har været meget uro omkring holdet.

»Det er ikke de optimale vilkår, han har haft. Som jeg sagde inden sæsonen: Det her bliver et svært år. Vi er færre kræfter og ikke mindst færre rutinerede kræfter. Det har haft sin konsekvens, og vi har nok alle undervurderet Champions League-niveauet i vores gruppe – det har tæret i ligaen,« siger Lasse Boesen.

Er det fair at fyre en træner, når du ved at arbejdsbetingelserne har været svære?

»Næh, der er det ikke. At afskedige en mand på den baggrund er noget af det værste ved et job som det her. Det på ingen måder behageligt. Tværtimod. Og det her er ikke udelukkende en betragtning af, at Henrik har lavet et dårligt stykke arbejde. Det er ikke kun ham—det her viser også noget om spillerne og dem omkring igennem det seneste halve år,« siger Lasse Boesen.

Og vel også dig selv, der skulle have gjort holdet klart til et omfangsrigt efterår?

»Selvfølgelig har jeg også medansvar i det her. Jeg har haft primært fokus på at arbejde med fremtiden, og det kan måske have skabt intern uro hos nogle.

At Henrik Kronborg alligevel er blevet sat fra trænergerningen hænger sammen med, at KIF allerede har linet afløseren op: Den spanske toptræner Antonio Carlos Ortega. Med fortid i mægtige FC Barcelona. Senest førte han Veszprem frem til finalen i seneste Champions League-sæson.

»Ortega er 100 procent sikkert et tilvalg og samtidig en mulighed man efter min mening aldrig må gå glip af. Og når de er sagt, så har vi heller ikke været tilfredse med flere af de resultater, vi har lavet.  Der er nogle point, der er glippet i den danske liga, og der er nogle kampe, vi burde have vundet. Og med KIF-historien i baghovedet skal man ikke kigge langt tid på vundne og tabte kamp for at se, om det er ambitionen for klubben værdigt. I forhold til historikken, sponsorerne, omgivelserne og fans er man vant til at se et hold, der udstråler vinderinstinkt,« siger Lasse Boesen.

Henrik Kronborg er med egne ord ’ærgerlig’ over fyringen, der kommer lige inden en lang kamp-pause på grund af herre-EM.

»Jeg havde glædet mig til januar, hvor vi forhåbentlig havde kunnet træne godt med næsten alle spillerne til rådighed for første gang i lang tid. Jeg havde energien og ideerne til at komme videre,« siger Henrik Kronborg, der ikke vil tage stilling til om fyringen er fair:

»Jeg vil sige, at vi ikke har fået de point alle har håbet på af mange forskellige årsager. Det har været arytmisk, fordi vi har måttet undvære mange forskellige spillere i længere og kortere tid. Der kommer altid skader, og jeg har aldrig grædt over dem og kommer ikke til det nu. Jeg vil ikke bruge dem som undskyldning, men bruge dem som en forklaring,« siger Henrik Kronborg.