To år efter at han ønskede død over to politikere, er skandale-rapperen Kidd tilbage.
Kidd er blevet voksen. Skandalerapperen er tilbage med en længe ventet ny plade, og denne gang har han styr på sit liv.
- Dengang kunne man sidde og hygge med en journalist, og så ugen efter stod der på forsiden, at jeg var kokainmisbruger og hjemløs. Det var jeg jo ikke. Så jeg er sgu lidt nervøs for det her, lyder det fra den nu 25-årige rapper Nicholas Westwood Kidd, der sidder over for mig.
Hans krop er i konstant bevægelse, det er som om, energien stråler fra ham. Det eneste, der er i total, nærmest intens ro, er hans øjne. De er store, brune og fængslende og fastholder mine i et greb, så jeg ikke evner at skrible mange noter på blokken.
Sidste gang, Kidd var massivt i medierne, var, da han tog hele Danmark med storm i 2011. Han og vennerne optog i en brandert sangen og videoen ’Kysset med Jamel’ og lagde den på Youtube. Over én million klikkede, og så gik det stærkt. Pludselig ville alle have en bid af den unge, vilde rapper.
Debutalbummet ’Greatest hits 2011’ der blandt andet bød på hittet ’Ik lavet penge’, høstede fornemme anmeldelser, og den unge skotske fyr med indiske aner blev udråbt til at være en af landets største stjerner. Og Kidd og vennerne kunne pludselig skifte det skrabede Nørrebro-liv ud med masser af sprut, damer og stoffer.
Endte med politianmeldelse
Og det måtte gå galt. Han endte oven i købet med en politianmeldelse, efter at han under et interview klokken fire om morgen i en heftig rus havde sagt, at han håbede, at nogen ville dræbe Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Efter et år ude af kontrol slap Kidds energi op. Han trak sig. Og bortset fra et par enkelte sange har der været stille lige siden.
- Dengang var alt sløret. Jeg så alt gennem vodkaflasken, siger han og holder begge hænder op foran det ene øje som en slags kikkert.
- Jeg tjente pludselig penge, og jeg kunne ikke styre det. Sådan er det ikke mere. Jeg passer bedre på mig selv. Jeg fester stadig, men jeg spiser sundt og dyrker motion, og så kan man godt drikke, men jeg er jo ikke 22 mere. Det ville jo være for sygt, hvis jeg stadig var som dengang. Nu passer jeg godt på min familie, mine venner og min kæreste.
Albummet hedder ’Kiddæssancen’, det er en genfødt Kidd. Men dine sange handler jo stadig om at drikke sig helt blæst, feste og score masser af damer, hvem er den nye Kidd?
- Det er jo mit alter ego. Det er det, folk ikke forstår. Altså, der er jo ingen, der er i tvivl om, at Mads Mikkelsen ikke er en enøjet viking i virkeligheden. Eller at Sean Connery ikke er en agent. Men når man laver musik, så forstår folk det ikke. Men det er det samme. Det er jo ikke min virkelighed. Der sker noget, når jeg laver musik, når jeg går op på en scene. Jeg overdriver mig selv, jeg skruer op, forklarer Kidd.
Selvsikkerheden er tyk
Og selv om han rent faktisk har lidt tømmermænd, tror jeg på ham. Energibundtet på den anden side af bordet ved, hvad han vil og skal. I modsætning til dengang, hvor grænserne mellem rollen som Kidd og den private Kidd måske flød mere sammen. Allerede dengang dannede han og vennerne, blandt andre rapperen Topgunn og Klumben, pladeselskabet Cheff Records, hvor de selv udgiver deres musik og selv laver selv deres videoer.
Selvsikkerheden er tyk. Selv om han udgiver en ny plade, nægter han at stille sig op på de røde løbere og promovere sig selv.
- I begyndelsen var det spændende med de kendte, men man spilder jo sin tid. Det er så fjollet, ’uh, se mig, hvor er jeg fed’. Det gider jeg ikke. Jeg har ikke behov for at være venner med dem og komme til de der ting. For hey, I gider jo godt at komme og snakke med mig alligevel.
Og ja, det gør vi. Tiden er gået, og Kidd har travlt. Han skal til frisøren, og så venter flere interview. ’Kiddæssancen’ udkom i mandags. Gaffa gav den én stjerne. På Magasinet Soundvenue var de mere generøse og gav fire.
Kvinder og champagne
Kidds nye album emmer af fest og ballade, men det var ikke rapperens første plan.
- Jeg lavede en hel plade, som jeg smed ud. Det var sådan noget alvorligt, snakke-agtigt, se-mig-jeg-prøver-at-være-klog-musik, som der er så meget af. Det var kedeligt. Det var bare ikke det, jeg ville ud med.
Så Kidd smed hele projektet i skraldespanden og begyndte forfra.
- Jeg fik en åbenbaring, jeg ville lave en fest-plade. Og så tog det faktisk ikke så lang tid at lave. Og hey, jeg er en mand, jeg er 25, jeg har ikke lyst til at være jurist eller sidde i en reception, jeg har lyst til at stå på klubben med en flaske champagne omringet af smukke kvinder. Det hele skal ikk’ være så alvorligt. Den hype sker kun én gang
Han ved godt, at den massive hype, der var omkring ham op til udgivelsen af hans første album, ikke kommer igen. Og det har han det fint med.
- Den slags hype sker kun én gang. Men jeg har læst, at den slags sker hvert femte år. Så er der sådan en hype om en musiker. Så om to år sker det igen for nogen... Så er der en ny, der får den. Så kommer den nye lyd, for så er alle os drenge ved at være gamle. Så er vores generations rappere begyndt at være kedelige.

