Det var et fandens efterår i 2007. Først skred vælgerne, så vennerne og til sidst konen. Som Naser Khader galgenhumoristisk og med et rungende latterbrøl udlægger sit livs nedtur ved køkkenbordet i hjemmet på Frederiksberg.

De 216 m2, samtalekøkkenet og den tolængede sofa kan rumme en hel familie, men de pæne puder og blanke overflader afslører, at der for tiden bor én meget travl mand på matriklen.

Så travl, at han har været nødt til at udstyre naboen Inger med en nøgle, så hun kan lukke Danbolig-fotografen ind.

Han skal tage billeder af huset i efterårsomgivelser, så en køber forhåbentlig snart falder for fristelsen til at lægge de 8,5 millioner for det, der indtil for et år siden var et hjem for fem. Indtil depressionen ramte, lægen ordinerede lykkepiller og forholdet gennem syv år - sjældent omtalt som andet end ' ægteskabet' - gav efter for presset.

For der er det arabiske forår, hvor egyptere i tusindtal indtog Tahrir-pladsen i Kairo og demonstrerede for demokrati. Hvor Khader med sin egen baggrund som syrer rejste ud og kastede sig selv ind i den arabiske frihedskamp. Og så er der ' det fandens efterår' i 2007. Det sidste begyndte, som nu, da han stod midt i en valgkamp.

Politisk messias

B. T. har mødt den konservative udenrigs-og integrationsordfører Naser Khader til en snak om den deroute, der fulgte Ny Alliance-dagene i 2007. Som en anden messias trådte han det år ind på den politiske scene med sit partiprojekt.

Det stod til 29 mandater og til at blive landets tredjestørste parti. Men det endte med sølle fem i tinget og et fald fra de politiske tinder, som kun få har oplevet det.

Hvad der udadtil blev beskrevet som et karrieremæssigt selvmål, blev indadtil betalt med en depression, der til sidst fik ' hustruen' Bente Dalsbæk til at gå.

-Under en valgkamp - som nu - ser jeg mine børn alt for lidt, sover for lidt og spiser for dårligt. Det gør man bare. Men i 2007 blev jeg totalt stresset. Valget blev udskrevet onsdag, og vi skulle stille med 99 kandidater fredag - alle som meldte sig, blev taget ind. Det var helt kaotisk. Jeg skulle både pege på en statsminister og selv stå for at købe frimærker.

Men når alle hiver i en, så begynder man at begå fejl. Fra at være genial blev jeg pludselig en klumpedumpe.

Fra at have modtaget Modersmålsprisen og være udråbt som årets kommunikator begyndte jeg pludselig at tale usammenhængende.

Jeg kunne slet ikke kende mig selv.