Kgl. teaterchef garanterer turnéer til provinsen
Besparelser på Det Kongelige Teater vil ramme mangfoldigheden af forestillinger i turnévirksomheden, men teaterchef forventer ikke færre forestillinger.
Besparelser på Det Kongelige Teater vil ramme mangfoldigheden af forestillinger i turnévirksomheden, men teaterchef forventer ikke færre forestillinger.
Teatre i provinsen skriger efter flere turnéer fra Det Kongelige Teater, men det kommer de måske til at kigge langt efter på grund af teatrets økonomiske situation.
Sådan lyder vurderingen fra lederen af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.
- Man kan frygte, at besparelserne vil komme til at ramme turnéerne til provinsen, fordi de er rasende dyre og kan være besværlige, fordi de fysiske rammer på teatrene i provinsen ikke altid harmonerer med stykkerne. Men turnéerne er vigtige. Dels fordi de lokale teaterforeninger råber på dem, dels fordi Det Kongelige Teater vil være hele Danmarks teater, så selvom det vil være et nærliggende sted at spare, så mener jeg, det vil være det dummeste, man kan gøre, siger professor Jørn Langsted.
Ifølge Danmarks Teaterforeninger har man en forventning om at kunne præsentere stykker fra Det Kongelige Teater i samme udstrækning som nu fra næste sæson.
- Det ville være kedeligt og en noget skæv og urimelig fordeling, hvis det skulle gå ud over turnévirksomheden, som i forvejen er blevet skåret markant. Man skal huske på, at Det Kongelige Teater forpligter sig til at være hele landets teater, og i forvejen begrænser turnéerne sig efterhånden kun til de større provinsbyer, siger Lars Munkøe, næstformand i Danmarks Teaterforeninger.
Den forpligtelse lader det til, at Det Kongelige Teater vil forsøge at leve op til. Teaterchef Erik Jacobsen beroliger i hvert fald med, at turnévirksomheden vil være nogenlunde intakt fra næste sæson.
- Selvfølgelig rammer besparelserne vores aktivitetsniveau, men jeg tror ikke, at det vil resultere i færre forestillinger. Det vil snarere ramme mangfoldigheden i vores turnéprogram, siger han og tilføjer, at der for eksempel stadig er planer om at gennemføre de store operakoncerter som den på Skamlingsbanken ved Kolding.
Det Kongelige Teater, der traditionelt rejser rundt til de små teatre på turné, peger på en anden udfordring ved turnévirksomheden til provinsen.
- Vi vil fortsat rejse rundt til de små steder, men vi har en udfordring med vores store scener på de små teatre, siger Erik Jacobsen.
Han nævner, at man vil forsøge at lave et landsdækkende biografsamarbejde, hvor en opera for eksempel bliver introduceret af en sanger.
Professor Jørn Langsted peger på, at provinsture til ’hovedscenen’ i København på et tidspunkt kan blive løsningen, hvis der skæres i mangfoldigheden i turnéerne.
- Det kunne være en mulighed, at man imødekommer den manglende turnévirksomhed med ture til København, hvilket også ville kunne løse udfordringerne med, at de mindre teatre ikke altid har de rette rum til de store forestillinger, siger han.
Fra provinsteatrene lyder det dog, at ture til København aldrig kan blive en erstatning for turnéerne.
- Det er da en mulighed, som kan fungere som supplement, men jeg mener ikke, at sådan nogle ture kan erstatte, at Det Kongelige Teater kommer på besøg i de danske provinsbyer, siger Lars Munkøe.
Der bliver i alt nedlagt 81 stillinger på Det Kongelige Teater, hvoraf de 33 tæller kunstnere. De fordeler sig på 16 sangere i operakoret, to operasolister, en repetitør, 11 dansere og tre skuespillere.
Man behøver imidlertid ikke frygte for dårligere kvalitet på Det Kongelige Teater, som flere fra den tidligere bestyrelse ellers har udtalt. Det mener professor Jørn Langsted.
- Det er noget vrøvl. Besparelserne vil ikke få nogen som helst betydning for kvaliteten af stykkerne. Hvis kvalitet udelukkende havde noget med bevillingens størrelse at gøre, så ville alle andre teatre jo kun lave noget skidt. Det bliver først kritisk, hvis besparelserne resulterer i et dårligt internt klima på teatret, hvor man ser skævt til hinanden og til ledelsen. Men det tror jeg ikke umiddelbart på, siger Jørn Langsted.