Alt tyder på, at Kevin Magnussen også i 2017 kører for Renault-teamet i Formel 1.
Ifølge assistent og rådgiver for den danske Formel 1-kører, Jesper Carlsen, tyder forlængelsen af optionen på Kevin Magnussen på, at Renault og den danske kører fortsætter samarbejdet i den kommende sæson.
»Optionen med Renault er forlænget. Vi har en god dialog med teamet. Kevin er meget interesseret i fortsat at være en del af deres ambitiøse projekt, og det ser positivt ud med hensyn til at blive enige om en forlængelse, siger Jesper Carlsen,« siger Jesper Carlsen til Ekstra Bladets hjemmeside.
Den oprindelige deadline lød på 1. oktober, men her kom der ingen afklaring. Som BT kunne afsløre, er Renault og Kevin Magnussen blevet enige om at forlænge optionen til 14. oktober.
Renault har ledt efter en mere erfaren Formel 1-kører, men mulighederne er blevet indsnævret, efterhånden som der er indgået nye kontrakter. Senest var det mexicaneren Sergio Perez, der forlængede med Force India.
Ifølge Ekstra Bladet kommer der nok ikke en ny aftale i forbindelse med weekendens løb i Japan, men det vil ske inden det amerikanske grand prix to uger senere.