Det var Nordjyske Stifstidende, der i går hævdede at Kirk ville søge at undgå at betale en skatteregning på 3,7 mill. kr., som han er blevet gjort ansvarlig for i forbindelse med en handel med selskabstømmeren Bruno Andersen.
"Jeg forklarede i går journalisten fra Nordjyske Stifstidende, at jeg både fysisk og skattemæssigt bliver boende i Danmark.
Jeg har købt et hus i Sydfrankrig og det agter jeg selvfølgelig at bruge adskillige uger hvert år. Men jeg render ikke fra skatten," siger Kent Kirk til B.T.
Kent Kirk solgte i 1993 selskabet K&K Kirk til Bruno Andersen og tjente godt to mill. kr. på handlen. Både køberen Bruno Andersen og en statsautoriseret revisor underskrev en erklæring, om den skat som selskabet skyldte - og som var afsat i regnskabet - ville blive betalt.
Den blev den ikke, og derfor har Østre Landsret tilkendegivet, at Kent Kirk kan gøres ansvarlig for den manglende indbetaling.
Han kan dog sendte regningen videre til den statsautoriserede revisors dødsbo.
"Østre Landsret har fastslået, at erklæringen fra den statsautoriserede revisor gør ham erstatningsansvarlig.
Dermed er det også fastslået, at vi var i god tro, da vi solgte selskabet. Og det er fortsat det vigtigste for mig, siger Kent Kirk.