Børnefamilier har ændret sig gennem generationer. Engang gik mor hjemme med børnene, til de skulle begynde i skole, men nu skal den moderne familie balancere familie- og arbejdsliv på samme tid.

En undersøgelse fra Psykiatrifonden viser nemlig, at ’kun’ 51 pct. har daglige aktiviteter sammen med barnet, og samtidig mener 34 pct., at det er svært at finde tid til samvær. 1.400 forældre til hjemmeboende børn har medvirket i undersøgelsen i perioden december 2014 til januar 2015.


Steen Baagøe Nielsen er lektor og centerleder på Center for Velfærd, Profession og Hverdagsliv på RUC, og han er ikke i tvivl om, at forældrene ønsker at bruge tid med deres børn.

»Jeg tror, vores krav og forventning til, hvad tiden med børnene skal bruges til, er vokset betydeligt. Forældre oplever, at de er spændt ud mellem et arbejdsliv og et familieliv – og det gælder også i stigende grad mænd,« siger Steen Baagøe Nielsen og pointerer, at der er behov for institutioner, der imødekommer familiens behov.

For kvalitet i institutionerne kan give et godt samvær og god trivsel i børnenes hverdag, hvis tiden med forældrene ikke altid er optimal.

»Det er vigtigt med en prioritering af gode institutioner, der virkelig møder børnenes og familiernes behov. Børn, der ikke er trygge i institutionerne og måske kommer hjem og er smadrede, fordi de ikke er tilpasse i instituionerne, det kan ødelægge de skrøbelig balancer i familien. Selvom det altid vil være godt for familien med mere tid sammen, så skubber de pressede institutioner til en skrøbelige balance i danske dobbeltarbejdende familier, og det betyder hurtigt, at forældrene render rundt med en skyldfølelse, også på arbejdet« siger han.

Danske familier kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Men har det altid været sådan? BT har bedt fem kendte danskere fra fem årtier om at fortælle, hvordan de oplevede familielivet.