Musiktjenesten WiMP har bedt en række kendte danske musikere give deres bud på den ultimativt lykkeligste kærlighedssang. Men da Valentinsdag jo både får de lykkelige og ulykkelige hjerter til at banke, har musikerne samtidig også givet deres bud på den ultimativt ulykkeligste kærlighedssang.
Her er bud fra bl.a. Allan Olsen, Stine Bramsen, Kira Skov, Carpark North, Panamah, Marvelous Mosell, Poul Krebs og Djämes Braun. Og så er der desuden musikalske Valentinskindkys fra norske Bernhoft.
Valentines playlister kan findes på WiMP.
Sangvalg og begrundelser:
Allan Olsen:
Har valgt den samme sang som både pro- og anti-Valentine:
Matwei Blanter og Michail Issakowski / ’Katjuscha’
Begrundelse: Jeg har valgt én sang til såvel glad som trist kærlighed i denne forbindelse. Den handler nemlig lige meget om begge dele. Men først og fremmest: den er russisk og fra 1938 – altså fra før Amerika havde sat sig på det meste. Også vores mærkedage. ’Katjuscha’ blev sunget af russiske studiner, når deres kærester tog til fronten for at blive choppet op af tyskerne. Hitler elskede Katjuscha-sangen og græd, når han hørte den.
Carpark North (Søren Balsner):
Pro-Valentine: James Blunt / ’You’re Beautiful’
Begrundelse: Den sang er kun god, når man er forelsket. Resten af tiden er den småirriterende.
Anti-Valentine: Carpark North / ’Better Off Alone’
Begrundelse: Sangen skrev jeg, da jeg var ulykkeligt forelsket. Den handler om at være afhængig af en person, der gør en ulykkelig.
Kira Skov:
Pro-Valentine: Bob Dylan / ’Make You Feel My Love’
Begrundelse: En af de smukkeste kærlighedssange, der nogensinde er skrevet må være 'Make You Feel My Love' med Bob Dylan fra hans legendariske plade 'Time Out Of Mind'. Det er en bevægende kærlighedserklæring fra en mand, som lettere flosset i kanten har overgivet sig til sin kærlighed. Jeg bliver rørt hver gang jeg hører den performance og har selv optrådt med sangen ved flere lejligheder.
Anti-Valentine: Billie Holiday / ’My Man’
Begrundelse: En af de mest ulykkelige kærlighedssange jeg kan komme i tanker om må være Billie Holidays 'My Man'. Det er bagsiden af medaljen, når den store hengivelse og overgivelse bliver til fortabelse og selvudslettelse. Der hvor man bliver i et ulykkeligt forhold for en hver pris. Desværre var dette tema en stor del af Billies historie og ultimative forfald. Men det er stadig en meget smuk sang og en hjerteskærende fremført, som kun Billie Holiday kunne gøre det”.
Panamah (Peter Lützen):
Pro-Valentine: Paul & Paula / ‘Hey Paula’
Begrundelse: Nummeret er lige så sukkerdryppende sødt, som Valentines konceptet forekommer mig. Men på en eller anden bizar måde fungerer det alligevel. Jeg får lyst til at hoppe i en ’59 Chevy. Hente min highschool sweetheart og invitere hende på Valentiensdate. Burgers and shakes.
Anti-Valentine: The Smiths / ’How Soon Is Now’
Begrundelse: Hvis man forestiller sig, at hver dag er Valentines Day, og man aldrig har en date, men bliver ved med at håbe, fordi det jo kunne og burde ske. Så ender man nok med at gå hjem og græde og have lyst til at dø. Forventningens glæde kan medføre enorme skuffelser”.
Marvelous Mosell:
Pro-Valentine: Joe / ’All the Things (your man won’t do)
Begrundelse: Sangen handler om, hvordan Joe vil gøre alt det for sin udkårne, som hendes mand ikke vil, f.eks. tage hende med ud på en yacht. Det er en god melodi og en måske lidt vammel tekst.
Anti-Valentine: Dion and the Belmonts / ’A Teenager In Love”
Begrundelse: Det er en gammel sang fra 1959. Den handler om angsten for at miste sin kæreste. Sangen beskriver godt de op- og nedture, der er i forbindelse med kærlighed.
Stine Bramsen:
Pro-Valentine: Drake / ’Hold On, We’re Going Home’
Begrundelse: Den ultimativt lykkelige kærlighedssang for mig og min mand er Drakes ’Hold On, We're Going Home’, fordi min mand har introduceret mig til Drake og vi har danset rundt til den sang så mange gange hjemme i stuen og været teenageforelskede. Den blev også spillet pænt mange gange til vores bryllup. Stærkt efterfulgt af ’I Wanna Dance With Somebody'.
Anti-Valentine: Sinead O’Conner / ’Nothing Compares 2 U’
Begrundelse: 'Den ultimativt ulykkelige Valentinessang må være ’Nothing Compares 2 U’. Den bliver bare ved med at gøre ondt i hjertet og man lytter til historien og tror på hendes smerte. Heldigvis har jeg aldrig haft så slemme kærestesorger, som smukke Sinead tilsyneladende har.
Poul Krebs:
Pro-Valentine: Adele (Bob Dylan) / ’Make You Feel My Love’
Begrundelse: 'Sangen er den største kærlighedserklæring, både når den synges af Bob Dylan og af Adele”.
Anti-Valentine: Bill Withers / ’Ain’t No Sunshine’
Begrundelse: “Sangen har det blålys, der kravler ned under enhver fortvivlelse og får den til at svæve ud i det blå, hvor den hører til”.
Tamra Rosanes:
Pro-Valentine: Dean Martin / ’That’s Amore’
Begrundelse: Dean Martin er en legendarisk charmør og crooner og han beskriver kærlighed med et frækt glimt i øjet. Han kunne få mig på date på Valentines Day – ærgerligt han er død.
Anti-Valentine: Bob Dylan / ‘I Threw It All Away’
Begrundelse: Det en simpel sang med en smuk melodi. Luftigt og lækkert arrangeret. Teksten beskriver store følelser og handler om fortrydelse – de ting man fortryder, man ikke gjorde anderledes, for hvad nu hvis det havde været bedre for forholdet og havde reddet kærligheden.
Djämes Braun:
Pro-Valentin: Thomas Eje / ’Havet er skønt’
Begrundelse: Vi har valgt den fordi den symboliserer den ultimative lykke.
Anti-Valentine: Iron Maiden / ’Run To The Hills’
Begrundelse: Vi har valgt den, fordi Kenno engang på en romantisk date satte sangen på og hans date løb ud af døren, inden sangen var færdig.
Christian Brøns:
Pro-Valentine: Elton John / ’Your Song’
Begrundelse: “Sangen er efter min mening den ultimative kærlighedsballade. Enkel og smuk melodi og en tekst, som i den grad kommer fra hjertet”.
Anti-Valentine: Nirvana / ’You Know You’re Right’
Begrundelse: Det er en fantastisk og brutal sang. Og den er sunget og spillet så selv den største pladderromantiker må kyle hjertechokoladerne i skraldespanden.
Clara Sofie:
Pro-Valentine: Clara Sofie / ’Ild & Vand’
Begrundelse: Sangen handler om at ægte kærlighed ikke bare er noget, man finder. Det er noget man bygger, om man så må sige. Kærlighed er ikke ligesom på film, det er meget mere end det. Uanset den bagage man har med sig, og uanset fristelser og hvad der ellers måtte være i et forhold, så handler kærlighed om at kunne gå gennem ild og vand – sammen. Og det er derfor jeg har valgt denne sang som Valentines sang. En sang om ægte kærlighed.
Anti-Valentine: Jhena Aiko / ‘The Worst’
Begrundelse: Jeg har valgt denne sang som Anti-Valentines sang, fordi den handler om en kvinde, der er blevet forført og forladt. Videoen til sangen tager faktisk historien endnu længere – videoen handler nemlig om en kvinde, der af jalousi slår sin elskede ihjel. Det er, når kærlighed viser sit grimme ansigt, hvilket er ødelæggende frem for opbyggende.
Stanley Most:
Pro-Valentine: Eminem / ’Kill You’
Begrundelse: Når en bedrevidende tøs spørger, om jeg har fået planlagt min Valentines endnu, så ryger den her på. Så bliver jeg glad.
Anti-Valentine: Die Antwoord / 'I Fink U Freeky’
Begrundelse: Den perfekte date. Jeg vågner tit op fuld om fredagen og tror jeg skal ud med Yo landi. Den eneste bindegale/sjove/seje/sexede pige i verden. Men så skal jeg ikke ud med hende alligevel. Fok.
Bernhoft:
Pro-Valentine: Donny Hathaway / ’A Song For You’
Begrundelse: Denne sang er skrevet af Leon Russell, men som med mange andre sange, Donny Hathaway har lavet cover af, formår han at komme så meget ind under huden på lytteren med denne version, at det bliver svært at forholde sig til andre versioner.
Anti-Valentine: Oscar Danielson / ’Besvärelse’
Begrundelse: Jeg var helt solgt, da jeg for nylig hørte denne sang. Den beskriver så utrolig godt, hvordan det er at være far (jeg har selv en søn på 4 år), og sætter ord på de bekymringer og glæder, der følger med, når jeg spekulerer på, hvordan det hele mon kommer til at gå.