Den kendte liebhavermægler, Henrik Mühldorff, erklærer nu krig mod en konkurrent.

Henrik Mühldorff mener, at hans navn bliver misbrugt på Google af Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff, der nu kan se frem til en stævning, hvis ikke man retter ind som Henrik Mühldorff kræver.

Modparten, ejendomsmægler Hans M. Lilienhoff, kalder sagen ‘meget udramatisk’ og siger, at han ikke har nogen interesse i at genere nogen. Det kan BT i dag fortælle.

- Der er krig på mæglermarkedet nu, siger Henrik Mühldorff, der oplyser, at han uden held selv har forsøgt at løse tvisten. Nu har han hyret en advokat i sagen, som man skal seks år tilbage i tiden for at forstå:

I 2007 er Henrik Müldorffs daværende ejendomsmægler-virksomhed i alvorlige økonomiske problemer. Han sælger derfor firmaet til en køber, der etablerede sig som 'Mühldorff & partnere'. Samtidig sælger han sin pragtvilla i Vedbæk, nord for København. Det salg indbringer ham ca. 15 mio. kr. - penge der er med til at sikre, at han lige akkurat undgår en personlig konkurs.

Selskabet Mühldorff & partnere har intet med Henrik Mühldorff selv at gøre, men som led i handlen får det nye selskab lov til at bruge hans efternavn. I januar 2012 går Mühldorff & partnere konkurs. Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff, der kalder sig en landsdækkende liebhavermægler-forretning, køber herefter rettighederne til varelageret, firmanavnet, logoet, telefonnummeret og domænenavnet muhldorff.dk.

For et år siden fik Henrik Mühldorff imidlertid comeback som ejendomsmægler efter hans konkurrence-klausul fra 2007 er udløbet. Nu driver han firmaet Henrik Mühldorff ApS, der sælger boliger i København og Nordsjælland.

Men hvis man i dag google-søger Henrik Mühldorff - navnet som han ifølge sig selv er kendt som, og som han skal leve af -  er det første hit muhldorff.dk. Lige over linket i samme hit står navnet ‘Henrik Mühldorff’, som kun Henrik Mühldorff selv må bruge. Men linket leder den potentielle boligkøber over til konkurrenten, Lilienhoff.

- Fordi mit navn står der, får man det indtryk, at det er mig, man bliver sendt hen til, men det er det ikke, siger en rasende Henrik Mühldorff, der fortsætter:

- De misbruger mit navn, som jeg skal leve af. Folk kender mig som Henrik Mühldorff, efter jeg har brugt det i 20 år som selvstændig mægler. Og de (Lilienhoff, red.) har kun købt retten til at bruge mit efternavn. Derfor må der ikke står Henrik Mühldorff over linket til deres hjemmeside, siger Henrik Mühldorff, der nu har kontaktet sin advokat med henblik på at stævne konkurrenten.

- Det er svært at sige, hvad det har kostet mig, men jeg vil tro, at det er mellem fem og seks millioner kroner. Det er meget, når man tænker på, hvordan ejendomsmarkedet er i dag, siger Henrik Mühldorff.

Hans M. Lilienhoff, direktør i Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff, har tilbudt Henrik Mühldorff at købe domænet muhldorff.dk og ryster på hovedet over denne sag:

- Jeg har betalt penge for muhldorff.dk. Vi er naturligvis interesseret i at få en høj placering på Google. Men jeg har ingen interesse i at genere Henrik Mühldorff. Det er meget udramatisk det her. Det er ikke, fordi vi er ude på at være krigeriske, siger Hans M. Lilienhoff.

Han tilføjer, at der må være tale om gamle Google-oplysninger, som ‘af en eller anden grund kommer frem’:

- For at være helt ærlig, så har jeg, indtil jeg blev gjort opmærksom på det, ikke lagt mærke til, at der står Henrik Mühldorff over linket, og vi har ikke gjort noget for, at det kommer til at stå der. Nu har vi sat vores egne webfolk til at finde ud af, hvad der er sket. Hvis man teknisk set kan fjerne navnet, så gør vi gerne det, men jeg er ikke herre over Google, siger Hans M. Lilienhoff.

Henrik Mühldorff køber ikke forklaringen og oplyser, at han nu lader sin advokat køre sagen så langt, som det er nødvendigt.

- Han slår jo plat på den her sag, siger Henrik Mühldorff.