Den politiske kommentator Michael Kristiansen spiller en dobbeltrolle, hvor han den ene dag deltager i ’Tirsdagsanalysen’ på TV 2 News og kritiserer transportministeren, mens han den næste dag er lobbyist, som vil mødes med ministeren på vegne af en kunde.

Sådan lyder anklagen fra transportminister Ole Birk Olesen (LA) i dagens Ekstra Bladet.

Her langer ministeren også ud efter TV 2 News for ikke at oplyse om, at Michael Kristiansen ved siden af sin kommentatortjans arbejder som lobbyist i sin egen virksomhed, Kristiansen+Partners. Blandt kunderne er Scandlines, der er modstandere af byggeriet af Femernforbindelsen. Rederiet har derfor hyret Michael Kristiansen til at påvirke den politiske proces.

»Han kan måske ikke tjene de penge, som han ellers ville kunne tjene. Det kan resultere i, at han vil prøve at få mig fjernet som minister og i stedet få en transportminister, som vil være interesseret i at holde møder med ham,« siger Ole Birk Olesen til Ekstra Bladet.

Han har afvist at mødes med Michael Kristiansen, der ifølge aktindsigter, som avisen har fået, flere gange forgæves har forsøgt at få et møde i stand med ministeren. Samtidig har Michael Kristiansen adskillige gange givet dumpekarakter til ministeren i ’Tirsdagsanalysen’ på TV 2 News.

Selv kan Michael Kristiansen ikke se problemet.

»De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Man behøver ikke at være professor i politik for at gennemskue, at Ole Birk Olesen muligvis er en af de mest uduelige ministre, som vi nogensinde har haft,« siger han til avisen.

Også hos TV 2 News melder kanalchef Ulla Pors Nielsen hus forbi.

»Alle ved, at han arbejder for private kunder, som han rådgiver. Han udtaler sig om flere ministre i hvert program. Jeg kan ikke se noget problem ved det konkrete eksempel,« siger hun til Ekstra Bladet.