Et tweet fra komiker Lasse Rimmer om folk, der forsøger at begå selvmord, har i den grad fået sindene i kog på det sociale medie Twitter.
En af de forargede er Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, der ligesom flere andre brugere har reageret ganske voldsomt på følgende tweet.
'Mit hjerte bløder for enhver, der rammes af depression. Men hvis du springer ud foran et tog, så er du lavet af lort, deprimeret eller ej.'
Det får Poul Madsen til blandt andet at komme med følgende kommentar.
'Har egentlig altid syntes godt om dig @lasserimmer, men kors i himlen hvor er du ækel at høre på.'
Og den kommentar har så efterfølgende skabt en byge af giftige tweets mellem de to debattører, som smider alverdens eder mod hinanden.
Blandt andet beskylder Lasse Rimmer Poul Madsen for hverken at være i stand til at læse eller skrive, og han beder ham passe sin 'døende avis.'
Men det sidder Ekstra Bladets chefredaktør ikke overhørig og kalder Lasse Rimmer for selvhøjtidelig med en smart ass-attitude, der taler både nedladende, smart og dumt om mennesker, der vil begå selvmord.
Men det er ikke kun Poul Madsen, der har reageret. Også erhvervskvinde Stine Bosse, tidligere cehfredaktør på Se og Hør Henrik Qvortup og politisk analytiker på DR Jens Ringberg har reageret på tweetet. Jens Ringberg skriver.
'Dybt uenig. Syge mennesker er jo netop syge - det er ikke noget, de har valgt.'
Lasse Rimmer prøver i mange tweets at forklare sig. Han fortæller, at hans pointe er, at selvom man er syg, så fratager det ikke en fra ansvar for at udsætte andre mennesker for at medvirke til at tage et andet menneskes liv.
