For et halvt år siden mistede standup-komikeren og skuespilleren Patton Oswalt sin blot 46-årige kone. Torsdag valgte komikeren åbent at fortælle om sin sorg direkte fra standup-scenen.

Det skriver det amerikanske medie People.

Den 22. april styrtede hans verden i grus. Komikeren Patton Oswalt, der herhjemme nok er mest kendt for sin rolle i tv-serien 'Kongen af Queens', mistede sin elskede kone, Michelle McNamara, og parrets 7-årige datter mistede sin mor. Michelle McNamara gik bort den 22. april i parrets hjem, mens hun sov, og lige siden har den i dag 47-årige Patton Oswalt kæmpet for at bearbejde smerten.

Da han torsdag aften gik på scenen i forbindelse med The New York Comedy Festival, valgte han åbent at dele sin tragiske historie med publikummet.

»For seks måneder og 12 dage siden gik mine kone bort,« lød det godt 30 minutter inde i showet fra Patton Oswalt.

Herefter dedikerede han de næste 16 minutter til åbent at fortælle om sin kones død, og om hvor hårdt det var, at skulle fortælle sin 7-årige datter Alice, at hun havde mistet sin mor.

»Det var den værste dag i mit liv.«

Ifølge Patton Oswalt valgte han at holde sin datter hjemme fra skole morgenen efter konens død, så han kunne få overbragt den hårde besked.

»Det at fortælle hende det om dagen, hvor solen var fremme, gjorde det muligt for hende at opleve, at verden uden for ikke var så uhyggelig.«

Patton Oswalt har tidligere offentligt fortalt om tabet af sin kone. Da han tilbage i september modtog en Emmy-statuette for sit stand-up show 'Talking for Clapping', dedikerede han prisen til sin afdøde kone og sin 7-årige datter.

»Jeg vil gerne dele det er med to personer. Min datter Alice, som venter på mig derhjemme. Og den anden, som jeg håber, venter på mig et andet sted,« lød det fra Patton Oswalt i sin takketale.

Kort efter lod han sig interviewe i det amerikanske talkshow 'Conan', hvor han ligeledes fortalte om, hvordan både ham selv og datteren har taklet at miste deres elskede.