Når bloggeren Nikita Klæstrup fortæller, at hun kæmper en feministisk frigørelseskamp ved at insistere på retten til sin egen krop, så har hun fuldstændig misforstået, hvad feminisme burde handle om. Det mener i hvert fald journalisten Mette Fugl.

I et debatindlæg i Politiken lørdag lægger DRs tidligere udenrigskorrespondent i Bruxelles Mette Fugl ikke fingre i mellem, når hun langer ud efter internetpersonligheder som blogger og retorikstuderende Nikita Klæstrup, danser og psykolog Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og teologiekspert og model Ekaterina Krarup Andersen.

På deres Instagram og i de traditionelle medier kan man ofte se de tre kvinder posere i meget lidt tøj og markant make-up. Et noget anderledes udtryk end det, man så fra rødstrømpe-feminismen.

Tilsammen udgør de det, de selv kalder for et 'girlsquad', og sidste år fortalte de i et interview med Zetland, at de var 'fjerdebølge-feminister'. En bølge, der betegnes som værende præget af inklusion og humor. Sammen bruger de seksualiteten som våben i kønskampen for at udfordre vores samfunds kønsopfattelse og seksualmoral, forklarede de.

'Stikker ud med alvorlige mangler'

Men ifølge Mette Fugl er 'bunkeknald og røvryst ikke vejen til en væsentlig og inkluderende kvindekamp'.

Blandt andet mener hun, at det er paradoksalt, at Nikita Klæstrup er 'træt af at blive bedømt på sit udseende', når 'hun gør ekstremt meget for at blive bedømt på netop det'.

»Utallige er de stjernestunder, hvor tabloiderne har savlet over afslørende kjoler. Hun må hjertens gerne lade et bryst smutte i blitzlyset. Hun skal bare ikke kalde det feminisme,« skriver Mette Fugl blandt andet og fortsætter:

»På trods af at jeg selv engang afviste, at man kan lære af andres erfaringer, så er der næppe grund til igen og igen at starte forfra med postulerede nyskabelser, der i virkeligheden bare er en lettere skåret dyb tallerken. Denne nye girlsquad stikker ud med alvorlige mangler, når den tror, at bunkeknald og røvryst er vejen til væsentlig og inkluderende kvindekamp.«

Hun slutter af med at kritisere, at emner som 'ligeværd, glaslofter, voldsofre, barsel, sexisme og hverdagens undertrykkelse (af begge køn)' synes at mangle i den fjerde bølge, mens selfien er det eneste, der tæller.

Kvindens ret til at vælge

Mette Fugls kritik af Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen er ikke gået ubemærket hen hos 'girlsquad'. I hvert fald skriver Nikita Klæstrup på Twitter:

»Hey, Mette Fugl. Gør dig endelig til dommer over hvordan en rigtig feminist ser ud, men kald det ikke feminisme.«

I interviewet med Zetland fortalte Nikita Klæstrup blandt andet, at feminisme for hende handler om kvindens ret til at vælge.

»For mig stopper diskussionen sådan set der. Hvis du går ind for kvindens frie valg, så er det lige meget, om hendes valg er at gøre karriere, at få lavet sine bryster større eller at gå derhjemme. Vi har egentlig frit valg i dag. Vi mangler bare at få lov at træffe de valg uden at blive dømt på det,« sagde hun.

Du kan læse hele Mette Fugls debatindlæg HER.