- Det er en katastrofal afgørelse. De mennesker, der har fået en fuldstændig urimelig behandling, får ingen oprejsning, og de mister fuldstændig tilliden til politiet, demokratiet og spillereglerne, siger forsvarsadvokat Knud Foldschack til Berlingske Nyhedsbureau.
Selv om han er stærkt utilfreds med, at statsadvokaten nu opgiver at finde de politifolk, som deltog i en forfejlet antiterroraktion under klimatopmødet i København i 2009, er han ikke overrasket.
- Afgørelsen kommer ikke bag på mig. Overhovedet ikke. Men jeg synes, det er så utrolig sørgeligt, at vi får den slags afgørelser, fordi prisen er så høj. I et demokrati er det afgørende, at vi tror på politikerne, politiet og domstolene. De personer, der er i berøring med sådanne sager, kommer aldrig til at tro på politiet mere. Det er katastrofalt, fordi det er efter min mening demokratiets største risiko, siger Knud Foldschack og uddyber:
- Vi ser de her afgørelser meget tit, hvor man opgiver at finde de pågældende betjente. I og med at systemet er indrettet, som det er, så vi det hundredvis af gange under klimatopmødet, siger han.
I den konkrete sag tog politiet på grund af navneforveksling fat i de forkerte personer, og det betød blandt andet, at en uskyldig flyttemand blev iført hvid heldragt og strips og kørt rundt i København i timevis. Afgørelsen er endnu et bevis på, at reglerne bør ændres, mener Foldschack.
- Enten må vi gør det muligt at identificere, hvem der er hvem. Det kan ske ved, at betjentene begynder at gå med nummerangivelser, så de kan identificeres. Hvis den løsning er et problem, må man vende bevisbyrden, så det bliver politiets opgave at bevise, at de ikke har gjort de her ting, siger han og uddyber:
- Ingen kan være interesseret i, at vi har en situation, hvor vi alle er enige om, at der er nogle, som uberettiget er blevet behandlet helt urimeligt, men det får ingen konsekvenser. Det går altså ikke i et demokrati, siger han.