Den kendte butikskæde T. Hansen, der ejes af milliardæren Bent Jensen, er i gang med et større udlandseventyr. Kæden har nemlig opkøbt 13 butikker i Norge.

Det skriver finans.dk.

Opkøbet er det fjerde på kun få måneder og vidner om, at drømme i den grad er ved at blive til virkelighed for den danske kæde.

Ifølge finans.dk har T. Hansen i mange år luftet ønsket om at komme til udlandet. Og med opkøbet af den norske autoreservedelsvirksomheden Torshov Bilrekvista A/S, kommer T. Hansen til at få hele 13 butikker at begynde med.

Ejeren og direktøren af T. Hansen, Bent Jensen, er da også yderst begejstret for det nye køb:

»Vi er utroligt glade og stolte over, at vi realiserer vores drøm om at ekspandere til udlandet med købet af Torshov Bilrekvisita. Torshov Bilrekvisita kommer med stolte traditioner og en unik historie inden for branchen. Vi så første gang på Torshov Bilrekvisita med køb for øje i 2007, men valgte at fokusere yderligere på udviklingen af vores koncept til det danske marked. Men nu er tiden helt rigtig,« siger han til finans.dk

Ifølge Bent Jensen er det meningen, at de 13 butikker skal omdannes til T.Hansen-brandet, ligesom der også skal åbnes fem helt nye butikker i løbet af 2017.

Fynske Bent Jensen kan ifølge Berlingske Business årlige liste kalde sig for Danmarks 75. rigeste mand med en formue anslået til 1,4 milliarder kroner.

Virksomheden blev grundlagt i 1991. Siden er det gået slag i slag for fynboen. T.Hansen-koncernen har i dag 80 butikker, og Bent Jensen kan kalde sig en af landets rigeste.

Den kendte rigmand vil dog overfor finans ikke afsløre, hvor mange penge han har givet for den norske virksomhed. Ifølge rigmanden har nordmændene dog fået ’en god pris’ uden at få for meget.

Opkøbet er kun det seneste af slagsen for 45-årige Bent Jensen. I 2016 købte rigmanden værkstedskæden Mekonomen samt det odenseanske firma, Odense-firmaet Krogslund Autodele. Derudover er han for nylig også blevet ejer af Vestjysk Autodele.