Foråret er så småt skudt i gang. Det samme er påskeferien, og i supermarkeder og kiosker er man allerede begyndt at lægge ekstra mange øl på køl.

Der betyder, at især de unge mennesker kommer frem fra deres skjul og slår lejr i byparkerne rundt omkring i landet. Men efterdønningerne af deres forsamling lader meget tilbage at ønske, mener debatredaktør for Berlingske Anne Sophia Hermansen.

På Facebook har hun delt et billede af Kongens Have i København søndag aften og suppleret det af to billeder fra dagen derpå. Her ser man tydeligt, hvordan havens plæne er henlagt i skrald.

'Sådan her ser der ud, når der har været lidt fest og farver i Kongens Have. Det første billede er fra i aftes, de to andre fra i morges, hvor man så var i gang med at rydde op efter de unge. Tomme flasker, madaffald, fadølskrus, skrald, plastikposer og tusinder af cigaretskodder var trådt ned i græsset. Jeg elsker Kongens Have, men den er blevet en tumleplads for bysvin,' skriver Anne Sophia Hermansen til billedet.

Anne Sophia Hermansens opsang er ganske diskret og rettet mod de unge selv, men i kommentarfeltet er der allerede følgere, der kalder den afbillede Kongens Have for 'Curlingbørnenes legeplads' og peger på forældrene som de ansvarshavende.

'Sådan ser der ud på min teenagers værelse. Og det kan tænde mig fuld-stæn-dig af! Jeg bliver alligevel glad, når jeg oplever, at han selv bliver dybt forarget over sine "kolleger" på diverse ungdomsuddannelser, der efterlader vores lokale park i den tilstand, du viser. Opdragelse har alligevel en effekt uden for hjemmet, hvis man ellers som forældre orker at bruge de nødvendige kræfter på det og tage konfrontationerne,' skriver Nathalie Puvis de Chavannes.

'Kedeligt ! Har vi opdraget vores børn forkert ? Eller er vi blevet overdådigt forbrugersamfund, uden respekt for hinanden og naturen. Husker ikke min barndom som sådan, men da var der heller de mængder af overflødig plastik/indpakning. Kom tilbage med det brune papir ...utopi,' skriver Aase Kæmpe.

Anne Sophia Hermansens opslag kommer pudsigt nok samme dag, som tv-vært Lisbeth Østergaard også har sendt en opsang til sine københavnske medborgere.

På Instagram delte hun mandag et billede af en bunke skrald, der har hobet sig op i et hjørne af noget vand, så det overstiger vandkanten. Oven på skraldet sidder en svane.

'Det her er fandme IKKE ok. Ryd op efter dig selv og smid affald i skraldespanden,' skriver Lisbeth Østergaard til billedet på Instagram, som hun i øvrigt tildeler hashtagget #svineri.