Vil du gerne spise sundere, men synes du, at grønne retter ’mangler noget’? Så få det hemmelige trick her. Mexicansk er et af kodeordene, afslører BT’s grøntsagskok her.

Grøn salat, ærtesuppe, porretærte. Det lyder alt sammen sundt og fornuftigt. Men hvor er kødet? Hvor er det, der smager af noget? Og fylder? Dét, der gør dig tilfreds?

Hvis du har det sådan, så fortvivl ikke. Du kan sagtens spise grønnere uden at vansmægte. Det kræver blot, at du kender hemmeligheden. Tricket, der får dine tænder til at løbe i vand - trods fraværet af kød.

»Det er ikke altid, at grøntsager smager af særlig meget,« erkender BT’s grøntsagskok Anna Clemen Bartels.

Hun forstår udmærket, hvorfor udsigten til et måltid helt uden kød kan være nedslående for mange. Men det er faktisk muligt at skære ned på kødet og op for grøntsagerne uden at opdage savnet.

»Generelt er køkkener med mange krydderier, som det indiske, mexicanske og asiatiske køkken, super til grønne retter. Krydderier er en rigtig god måde at få grøntsager til at være mere spændende og give dem mere smag,« forklarer Anna Clemen Bartels.

Et bevis på det, er denne uges opskrift på den mexicanske ret ’huevos rancheros’. En vegetarisk ret, som mexicanerne selv spiser til morgenmad, men som under vores himmelstrøg er mere oplagt til aftensmad. Retten er uden kød, men alligevel fuld af mættende proteiner. Tyk tomatsovs, bønner, æg og ost er nemlig centrale ingredienser i retten, som minder om chili con carne.

»Det er rigtig smovsemad. Det er snasket, fyldt med lækre sager og masser af smag. Jeg har brugt røget paprika i retten, som giver den lækreste røgede og nærmest kødlignende smag. Derfor er jeg sikker på, at det er de færreste, der vil savne kødet her,« siger Anna Clemen Bartels.

Skal man lave gode grønne smovseretter er det også et trick at vælge såkaldte ’comfort food’-retter. Huevos rancheros er indbegrebet af comfort food.

»Jeg vil kalde det hyggemad på dansk. Comfort food er nok et ret individuelt begreb, men for mig er det ofte snasket, varmt og fyldt med smag. Sådan nogle retter, hvor man får lyst til at kravle ned under tæppet med sin egen skål og bare smovse. Det behøver slet ikke at være usundt, men der er ofte ingredienser som ost med,« forklarer Anna Clemen Bartels.

Huevos rancheros, der frit kan oversættes til ’cowboy-æg’, er nem at lave og oplagt til de dage, hvor du ikke lige har fået handlet ind.

»Det kan ikke blive nemmere, billigere og mere mættende. Hele portionen tilberedes på én pande. Der er ikke meget opvask. Derudover har de fleste af os mange af ingredienser stående fast i vores køkkenskabe,« siger BT’s grøntsagskok.

Mexicansk ’Huevos Rancheros’ (3-4 pers)

  • 1 løg

  • 1 fed hvidløg

  • 1 spsk olivenolie

  • 2 peberfrugter

  • 1 spsk stødt spidskommen

  • 1 tsk røget paprika

  • salt og peber

  • 2 dåser flåede tomater

  • 2 dåser bønner (fx sorte eller kidney)

  • 6 æg

  • revet ost

  • frisk koriander

  • limebåde

Tilbehør:

  • Tortillapandekager, ris, tacos, nachos eller grøn salat

Sådan gør du:

Start med at hakke løg og hvidløg og stege det på en stor pande i en spsk olivenolie. Skær peberfrugter i tern. Kom peberfrugt op til løgene sammen med spidskommen, røget paprika og godt med salt og peber. Steg det et par minutter, til løgene er bløde. Dræn og skyl bønnerne. Kom dåsetomater og bønner på panden og lad det simre i 5-10 min., til sovsen tykner.

Lav små ’lommer’ i sovsen og slå et æg ud i hver lomme. Skru lidt ned for varmen og lad det stå og simre, til æggehviderne har sat sig, men blommen er smilende. Du kan evt. komme låg over panden for at få æggene til at sætte sig hurtigere. Drys med revet ost og server med frisk koriander, limebåde og tortillapandekager, ris, brød eller en grøn salat som tilbehør.