Kort efter at være blevet fyret fra sit arbejde hævnede 26-årige Kaylea Reid sig på den chef, som hun i længere tid havde udvekslet nøgenbilleder med.

I marts blev engelske Kaylea Reid single, og her fandt hun hurtigt trøst hos sin chef i den velgørenhedsorganisation, hvor hun arbejdede. De begyndte at skrive flirtende beskeder til hinanden, og siden udviklede det sig til, at de sendte intime billeder til hinanden. Det skriver Daily Mail.

Men i starten af oktober valgte den 30-årige chef at fyre Kaylea Reid 'på grund af hendes problemer med angst og depression'. Det ville hun bare på ingen måde finde sig i.

Hun vidste, at han næsten lige var blevet gift, og ifølge Kaylea Reids forsvarsadvokat havde hun efter chefens bryllup fået beskeder fra ham, hvor der stod, at han ønskede, at det i stedet var hende, der var hans kone.

Hans kone skulle have sandheden at vide, mente Kaylea Reid. Derfor delte hun to nøgenbilleder af ham på en Facebookside tilhørende firmaet Broadwater Tool Supplies, hvor netop konen arbejdede. Ifølge anklageren kan op mod 4.000 mennesker have set billederne.

Kaylea Reid har ifølge Daily Mail indrømmet, at hun delte de private billeder af ham uden samtykke med det formål at få ram på ham som chef.

»Da jeg delte det (billederne, red.), tænkte jeg ikke over det. Det var først, da min mor fortalte mig, at jeg ikke burde have gjort det, at begyndte at tænke, at jeg måske skulle have ladet være,« lyder det ifølge det engelske medie fra Kaylea Reid, der ikke kunne holde ud at se ham slippe afsted med at lyve.

»Men jeg ville bare have, at hans kone skulle se, at det var hendes mand. Hun kan ikke sige andet, end at det var ham. Han kan ikke blive ved med at lyve og slippe afsted med det. Han fortalte mig, at han ville have, at jeg skulle være hans kone - ikke hende.«

Kaylea Reid var meget glad for sit job, hvor hun kunne få lov at tage sig af andre mennesker. Men hun blev rasende, da det blev taget fra hende, og hun følte sig udnyttet.

»Jeg er bare en sød og rar pige, der prøver at leve mit liv, og så blev jeg udnyttet. Tidligere var jeg bestyrer på en KFC (fastfood-restaurant, red.), og det her var mit første job, hvor jeg kunne få lov at yde omsorg. Jeg elskede det, for det var det bedste job, jeg nogensinde havde haft, og så tog de det fra mig.«

Den 26-årige englænder risikerede op til to års fængsel, men hun slap med seks måneders betinget fængsel.