Med en sprøjte blev der gjort ende på dens liv og de små ufødte killinger, som den havde i maven.

En kattefanger fra Kattens Værn slog til mod den lille livlige kat, da han forleden var på kattejagt efter vildkatte i den lille idylliske sydfynske by Lundeborg.

Sammen med 16 andre katte - hovedparten herreløse - måtte Miv ofre livet.

Men nu bliver Mivs død en politisk sag. Om ikke bogstaveligt så i overført betydning ender Mivs lig på politikernes bord i kommunalbestyrelsen i Gudme.

Det er de tre små pigers mor, Anne Mette Manniche, der som kommunalbestyrelsesmedlem for Socialistisk Liste bringer sagen op.

"Det kan ikke være meningen, at folk skal være bange for, at deres katte bliver fanget og aflivet. Derfor må vi have nogle regler for, hvordan indfangningen af katte skal foregå.

Samtidig skal folk advares på forhånd, når kattefangeren kommer på besøg herude. Så kan de holde deres katte inde, så de ikke risikerer at blive fanget," lyder det fra Anne Mette Manniche, der sammen med sine tre børn nu kun har billeder tilbage af Miv, der var familiens første kat.

"Det kan godt være, at nogle vil grine ad det her. Men for mig er det en alvorlig sag. Politik skal ikke kun være tal og strategier. Der skal også være plads til følelser.

Og jeg er sikker på, at de, der har katte, finder, at det er en alvorlig sag, at kattefangeren fra Kattens Værn også indfanger tamme huskatte, og slår dem ihjel," siger Anne Mette Manniche til B.T.

Hun indrømmer, at Miv ikke var øremærket, da den en mørk nat forsvandt og aldrig siden kom tilbage.

"Men det er ikke et lovkrav. Og med den forklaring, som vi via Teknisk Forvaltning fra kommunen har fået fra kattefangeren, kan jeg slet ikke forstå, at han har slået Miv ihjel. Han påstod, at alle de indfangede katte var tynde og så syge ud.

Men det gjorde Miv ikke," fortæller hun, inden ni-årige Emilia afbryder hende.

"Nej, nej. Miv var nemlig tyk, fordi hun var gravid. Og det kunne man sagtens se på den. Hun var en rigtig tigermis.

Jeg kan slet ikke forstå, at det hedder Kattens Værn, og så slår de bare kattene ihjel. Der var også en anden tam kat hernede fra, som blev fanget og slået ihjel," siger Emilia.

Anne Mette Manniche har forgæves forsøgt at få en forklaring fra Kattens Værn. Men her blev hun afvist.

"På en meget ubehagelig måde fik jeg at vide, at kattefangeren blot havde gjort sit arbejde. Og at vi i øvrigt kunne have øremærket Miv, så var det ikke sket.

På den baggrund mener jeg, at det nu må være op til os i kommunalbestyrelsen at se nærmere på samarbejdet med Kattens Værn. Og uanset, hvad der sker i teknisk udvalg, vil jeg rejse sagen i kommunalbestyrelsen på det næste møde.

Jeg har hørt fra flere, at de er bange for at have deres tamkatte løbende rundt herude af frygt for, at de skal forvilde sig ind i de kattefælder, som stilles op i jagten på vildkatten," siger Anne Mette Manniche.

Selv om Miv nu er død, varer det ikke længe, før der igen mjaves i hjemmet på Havnevej.

I løbet af kort tid får familien en ny lille killing. Den er født af Kringle, som Miv fødte for et års tid siden. Så den nye lille killing er rent faktisk Mivs barnebarn.

"Så på en måde får vi alligevel Miv tilbage. Og det glæder vi os rigtig meget til," lyder det fra Sofia.