På bestialsk vis er tre katte blevet aflivet i Assens søndag og mandag.
To af kattene fik skåret halsen over og blev efterladt foran ejerens hoveddør på Strandgade i to affaldssække. Det skriver fyens.dk.
Den tredje kat blev aflivet med en kraftig pind, der blev stukket ind i siden på den.
Også den blev fundet af sin ejer på fortorvet foran hendes hoveddør.
Sagerne om de aflivede katte kalder politiassistent ved Fyns Politi i Assens, Peter Skov Jørgensen, for 'bestialsk'.
»Man kan ikke bare slå katte ihjel. Det er helt klart for meget. Hvis man er træt af at have andres katte rendende rundt på sin grund, må man gerne indfange dem. Og hvis man ved, hvem ejeren er - som noget tyder på her, hvor de er efterladt foran ejernes dør - så skal man tage kontakt til dem og sige, at de skal komme og hente katten,« siger han til fyens.dk.
Hvis du har oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på telefon 114.
