Westcoast-kongen krævede damer, amerikansk slik og vand, da han skulle filme med danske Kato

Mindre end 24 timer fik den århusianske dj og producer Kato til at forberede videooptagelser med Westcoast-rapperen Snoop Dogg på dansk jord. Men det lykkedes at skaffe både damer, amerikansk slik og et hotelværelse til formålet, inden den amerikanske rap-legende dukkede op.

Før den annoncerede Snoop Dogg-koncert på spillestedet Vega onsdag, fløj den amerikanske superstjerne ind for at optage musikvideo til det nummeret 'Never Let U Go', som Snoop og Kato indspillede sammen tidligere på året i Katos studie i Århus.

- Jeg fik et opkald fra L.A. mindre end 24 timer, før han ville stå her. Og så var det ellers noget med at skaffe hotelsuite, hvor vi kunne optage. Køre København rundt for at skaffe amerikansk vand og slik. Jeg skaffede 15 piger blandt veninder og dansepiger, og det er svært ikke at få det til at lyde suspekt, når man ringer og spørger, om de gider møde op på et hotelværelse og vente seks timer på en rapper, siger Kato med et grin - og fortæller til bonus-info, at rapperen ikke rørte hverken vand eller slik.

De 24 timer fløj af sted, og de tre en halv time, hvor Snoop var til stede på toppen af Scandic Hotel i København, står stadig som en surrealistisk oplevelse for den 30-årige dj med det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup.

- Han var ekstremt cool og uimponeret. Den slags stjerner bliver ofte meget distraheret af at være i lokale med 15 andre - det gør selv jeg - men han arbejdede sindssygt professionelt. Jeg bliver aldrig starstruck, men det var alligevel lidt vildt at stå dér som en halvgenert jyde ved siden af Snoop, mens kameraerne kørte, erkender han.

Mens Kato normalt sidder alene i sit Århus-studie og forsøger at forestille sig en fest, så skulle Snoop Dogg bogstaveligt talt have en fest for at arbejde. Så der blev set stort på rygepolitik - både når det gjaldt den legale og illegale røg.

- Da jeg forlod det hotelværelse klokken 6 onsdag morgen, følte jeg mig virkelig som en Hollywood-stjerne. Jeg var dødtræt, mine øjne var ildrøde og sved - for de røg jo, som de havde lyst - og hotelværelset var totalt skilt ad. Alt var pillet ud og rykket ned. Der var nok nogle timers oprydning og rengøring til personalet, siger Kato og tilføjer:

- Men vi har også betalt for det - lad mig sige det sådan! Og vi har selvfølgelig også betalt for at have Snoop med, men han er sgu en fair mand, uden at jeg vil komme ind på procentfordelingen. For mig er det en investering, jeg bliver nok ikke rig, men forhåbentlig rammer vi 'break even', når nummeret bliver solgt til udlandet.

De sidste fire måneder har advokater kæmpet med at forhandle en kontrakt på plads, så nummeret kan blive solgt til udlandet, hvor pladeselskaberne allerede står i kø.

- Nu måtte de der 'dudes' i jakkesæt godt få alt på plads, for det bliver simpelthen så fedt at få lov til at få det ud i udlandet!

Under den famøse nat fik Snoop Dogg også lyst til at indspille mere med Kato, og de to nåede at lave et nyt nummer i hotelsuiten, som forventes at være med på Katos kommende album.

Kato var samtidig inviteret til at gå på scenen med Snoop i Vega onsdag, ikke efter pres fra Katos pladeselskab, men derimod efter rapperens eget ønske. Her fik Snoop samtidig overrakt en platinplade for nummeret.

- Bagefter sagde han til mig, at jeg skulle få lettet min røv og komme til L.A. hurtigst muligt, så han kunne høre mere af mit musik. Normalt bliver fem procent af den slags løfter kun til noget, men her kunne jeg mærke, at han mener det.

- Jeg lod dog ham om at feste efter koncerten. Efter to dage som rockstjerne kunne jeg ikke mere. Men adrenalinen pumper stadig, og nu skal jeg til Haderslev og spille, lyder det fra Kato med smårusten stemme.