Den 48-årige filminstruktør Kathrine Windfeld døde fredag morgen af en tumor i hjernen. I Danmark bliver cirka 1350 danskere ramt af kræft i hjernen. Det forklarer projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten, der pointerer, at hun ikke ved, hvilken form for svulst, Kathrine Windfeld, var ramt af.

»Hjernetumor er ikke en særlig hyppig kræftform, men den mest hyppige er Glioblastoma, der er en meget aggressiv kræftform. Jeg ved ikke, om det er den, hun har haft, men hvis det er den, må jeg sige, at den er voldsomt aggressiv. Den har en meget dårlig prognose«

Iben Holten forklarer, at forskere og eksperter ikke ved ret meget om, hvordan hjernetumorer opstår. Det gør det samtidig svært at forebygge. Mange vil først opdage sygdommen, når de bliver ramt af symptomer som tiltagende hovedpine, opkast, synsforstyrrelser, krampeanfald og ændringer i personligheden. Symptomerne fremkaldes, når tumoren vokser sig til en størrelse, hvor den lægger pres på på hjernen, fordi der er begrænset plads i hjerneskallen.

»Men der er de typisk så langt henne, hvor tumoren allerede har en vis størrelse, for ellers ville den ikke give de her symptomer, der er fremkaldt fra tumoren, siger Iben Holten«

Hvis man oplever symptomer, skal man søge sin egen læge i første omgang. Hvis lægen mistænker, at der er tale om en hjernetumor foretager lægen en neurologisk undersøgelse, inden diagnosen bliver stillet på baggrund af en vævsprøve, der bliver undersøgt i mikroskop.

I gennemsnit bliver 1350 danskere ramt af kræft i hjernen hvert år. Sygdommen findes i alle aldersgrupper, også hos børn, men forekomsten stiger med alderen. Hvis man bliver ramt af en hjernetumor er der flere muligheder for at blive helbredt, selvom det kan være vanskeligt på grund af hjerneskallens udformning, forklarer Iben Holten.

»Mulighederne er primært operation og sekundært strålebehandling. Men en operation kræver, at man kan komme til tumoren. Hvis den sidder dybt eller nogen steder, hvor man ikke komme til, så er der begrænset mulighed for at operere, og så kan man bruge stråling, men det er ikke altid lige effektivt.«

»Relativt uskyldige hjernetumorer kan sidde et sted, hvor de kan være rigtig svære at fjerne, og så kan de faktisk slå folk ihjel, selvom tumoren ikke er aggressiv. Hvis man har kræft i en tarm, kan man som regel fjerne det syge område, men det er svært at operere i en hjerne uden, at der opstår følgeskader,« siger Iben Holten.