B.T. har mødt Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

22. juli blev Oslo ramt af terror, der tog fokus fra alt – også hungersnøden, hvordan har du det med det?

- Det forstår jeg fuldstændig. Selvfølgelig er de katastrofer, man er tættest på også dem, der påvirker og bevæger én mest. Sådan havde jeg det også selv.

Hvordan påvirker de to katastrofer dig?

- Det er to forskellige følelser, der kommer op. Den ugerning i Oslo er den totalt uforudsigelige, som også kan ramme i vores samfund. Sådanne katastrofer vækker mere min evige angst for at blive kørt ned i trafikken eller komme ud for en anden uforudsigelig hændelse. Jeg er virkelig et følelsesmenneske. Jeg kan slet ikke holde til at se et billede af Anders Breivik. Jeg kan i det hele taget blive så harm og ked af det, når jeg hører, hvordan nogle folk kan tale til hinanden. Det får mig til at tænke på, hvordan vi omgås hinanden. Sultkatastrofen på Afrikas Horn gør mig mere vred, for det er en katastrofe, der kunne have været undgået.

Hvorfor kunne den det?

- Vi har vidst længe, at der ville komme sultkatastrofe på Afrikas Horn, og det ville have hjulpet, hvis regeringerne dernede havde haft en bedre politik i forhold til at hjælpe deres befolkning. Hvorfor fokuserer regeringerne i Somalia og Kenya mere på at rage til sig end på at hjælpe? Det kan jeg godt blive fortvivlet over. 

Burde det ikke være Røde Kors’ ansvar at gøre andre opmærksom på, når sådanne problemer er under opsejling?

- Jo. Og det gjorde vi også. I januar var vi ude at sige, at den var gal, men der havde børnene ikke store maver eller var udhungrede, så vi fik ingen reaktion. Det er nemmere at skaffe penge, når katastrofen er sket.

Somalia er også det land, der har pirater, som holder en dansk familie som gidsler. Hvordan vender man sympatien?

- Jeg synes ikke, det har været noget problem. Det barn, der dør, kan jo ikke gøre for, at nogle har kidnappet en dansk familie. Men der er jo ingen tvivl om, at børenes liv ville være meget bedre uden røverbanderne.

Og det er jo et kolossalt vanskeligt sted at arbejde. Men den mor, som lægger sit barn i graven, har jo samme følelse som en dansk mor, og hvis vi kan fortælle historien om moderen, hvis barn er ved at dø, så kan vi måske forhindre det.

Vi har faktisk fået flere penge end til andre hungersnødssituationer, og vi oplevede det fantastiske i weekenden for terroren i Olso, at bidragene til sultofrene eksploderede. Jeg ved ikke, om der er nogen sammenhæng, men måske har hændelserne i Oslo fået folk til at tænke mere over, hvordan vi kan hjælpe i al almindelighed.

Der er jo mange katastrofer og mange kampe, der skal kæmpes. Hvordan vælger I, hvor I vil sætte ind?

- Det er heldigvis ikke så meget op til mig at vælge. Det er lokalfolkene i de forskellige lande, der gør det. Lige nu er det Kenya Røde Kors. Og forhåbentlig får vi prioriteret det, der giver størst værdi.

Du har ferie nu, men du har usædvanligt travlt på grund af hungersnøden i Somalia. Hvad driver dig?

- Nu har jeg i 20 år set, hvilken forskel hjælpen gør, og set, hvordan håbløse situationer kan vendes. At man i løbet af 14 dage kan redde et barn, hvor det ellers var lige ved at være for sent. Det er en helt utrolig motivation og drivkraft.

Hvor alvorlig er situationen i Somalia?

- Hver eneste gang der sker en katastrofe, skal jeg svare på, hvor alvorlig den er. Det er en katastrofe for dem, det går ud over. For den mor, der er ved at miste sit barn, er denne katastrofe værre end for tyve år siden. Jeg vil hellere sige, at den, på det individuelle niveau, er en kæmpe katastrofe. Der er rigtig mange, der bliver berørt af det.

Hvornår rammer en katastrofe dig mest?

- Når man ikke kan gøre noget. Det er ikke de store naturkatastrofer, hvor folk har overlevet. Det lyder måske brutalt, men dem, der har overlevet, kan vi jo hjælpe. Men at se et barn, man ikke kan redde fra sult, eller at komme ud i en hytte hos en aids-smittet, som er blevet fuldstændig isoleret, og hvor man ikke kan gøre andet end at være medmenneske, det er hårdt.

Kan du lægge dit arbejde fra dig?

- Nej. Det er ulempen ved jobbet. Man er på hele tiden. Jeg har lige været med familien på Sicilien, og der var kun internet nede i foyeren på hotellet, så der tilbragte jeg meget tid. Det er da forstyrrende for familien, at det hele tiden bliver brudt op, og det er nok gået ud over opmærksomheden til børnene, når man er på udflugt, og der lige kommer ti telefonsamtaler undervejs.

Er det det værd?

- Ja, det synes jeg. Og det håber jeg. Mine store børn er stolte over at have været en del af det. Men ham på tre år synes nok, at det er irriterende, at far er fraværende. 

Hvor længe kan du brænde for det?

- Altid, tror jeg. Den dag, jeg ikke selv synes, jeg gør en forskel, så stopper jeg.