De engelske medier er endnu engang ude med riven efter Tottenham-mandskabet i almindelig og Christian Eriksen i særdeleshed.

Det sker efter, at London-klubben søndag tabte 1-2 på hjemmebane til Stoke. Efter kampen fik særligt den danske midtbanekreatør Christian Eriksen en hård medfart. Danskeren blev for anden kamp i træk pillet ud i pausen, og den engelske avis Daily Mail giver Eriksen karakteren 2 ud af 10.

Med ordene "Christian Eriksen deserves a 2 after a stinker" sabler Daily Mail danskeren ned. Eriksen får disse ord med på vejen oven på karaktergivningen:

- Hvad er der blevet af den fyr, der ødelagde Manchester City  i Champions League med Ajax? Bring ham tilbage! Flået ud i halvlegen.

Eriksen får den laveste karakter af alle. Tættest på er manager Mauricio Pochettino, der får tildelt karakteren 3. Den højeste karakter tilfalder belgiske Naser Chadli, der akkurat kravler op på den rigtige side af skalaen med karakteren 6.