Han står midt i karrierens største succes. Som 29-årig storpræsterer Kasper Schmeichel for sæsonens overraskelse Leicester. Skridt efter skridt har han på samme tid arbejdet sig tættere på og længere væk fra navnet Schmeichel.
Hvad tænker du, når du hører navnet Schmeichel? Du tænker måske på den dér vilde redning på Jürgen Klinsmanns afslutning i EM-finalen 1992, måske er det Manchester United, der falder dig nærmest. Måske er det en sejrs-saltomortale i den historiske Champions League-finale i 1999.
Du tænker først Peter Schmeichel. Og så tænker du Kasper Schmeichel. Men det gør du måske ikke så meget længere. Jo, det danske fodboldlandshold har en Schmeichel. Og ja, førerholdet i Premier League har en Schmeichel.
Men nu hedder han Kasper. Og denne Schmeichel har masser af succes med overraskelsen Leicester, der har gang i en eventyrlig sæson. For et år siden lå klubben til nedrykning. Et år senere fører Leicester Premier League foran Manchester United, Manchester City, Arsenal, Chelsea og resten af slænget.
For Kasper Schmeichel har klatreturen op af fodboldens rangstige været lang og hård. Specielt når man er søn af en af verdens bedste målmænd. Det fortalte han tidligere på måneden i et stort interview med engelske Daily Mail.
Han er træt af sammenligningen med sin far.
»Jeg har altid bare ladet det passere og ladet det passere og ladet det passere. Men nu er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er 29 år. Jeg er selv en far, og jeg vil ikke lade det passere mere,« sagde Kasper Schmeichel, der gav et eksempel på, at det ikke kun er ham, der er træt af snakken.
»Min far hader det også, han er nådesløs. En fyr kom over til os, gav ham hånden og sagde: ’Du er en legende, din søn gør det også godt, men han bliver aldrig lige så god som dig’. Min far kiggede på ham og sagde: ’Bare smut. Du er kommet herover og fornærmer min søn, og så tror du, at du kan slippe af sted med det?’.«
Omvejen i de lavere divisioner
Sammenligningen er dukket op igen på grund af Kasper Schmeichels øjeblikkelige succes i Leicester. Men netop succesen er ikke kommet på grund af far Peter. Det har været hårdt arbejde hele vejen igennem i den engelske fodboldskole. På egen hånd.
Kasper Schmeichel har længe ventet på sit Premier League-gennembrud. Debuten kom ganske vist allerede i 2007 for Manchester City, men Schmeichel har været nødsaget til at tage en lang omvej tilbage. Gennem flere udlejninger til de lavere divisioner i det engelske ligasystem har han taget ét lille skridt af gangen for i sidste ende igen at stå i den bedste række, Premier League. Denne gang for Leicester. Og denne gang med massiv succes.
I 2006 var Schmeichel i en alder af 19 år udlejet fra Manchester City i den bedste række til Darlington i den fjerdebedste række, League Two.
Den tidligere fodboldspiller David Hodgson var træner for klubben dengang. Han så store ting i Schmeichel.
»Jeg er ikke overrasket over succesen. Det er jeg faktisk ikke. Men jeg vidste ikke, hvor højt et niveau han kunne nå. Var han en bedre målmand efter perioden hos os? Muligvis. Men når jeg vurderer målmand, kigger jeg på deres evner. Og han havde dem alle. Var han arrogant og troede på sig selv? Svaret er ja, men det var ikke på en dårlig måde. Han havde en unik tro på egne evner. Og jeg fornemmede ikke, han følte sig fanget i sin fars skygge,« siger Hodgson til BT.
Mads Frederiksen er agent for både Kasper og Peter Schmeichel. Han fortæller, at far og søn fra et tidligt stadie har været afklaret med, hvordan linjerne er trukket op.
»Jeg tror, det helt klart fylder mere hos medierne og fans, end det gør hos Kasper selv. Peter har jo altid været hans far, og de har aftalt fra starten af, at det netop er, hvad han er. Far. Hvis Kasper vil have nogle råd, går han til Peter. Men ellers blander Peter sig ikke i, hvad Kasper gør. Kasper har sin egen målmandstræner og styrer det selv. Peter bakker ham selvfølgelig op som far og står til rådighed, hvis han kan hjælpe med noget,« siger han til BT.
’Dårlig til at koncentrere sig’
Han kom en fredag og spillede allerede kamp dagen efter, husker den tidligere Darlington-træner David Hodgson om Kasper Schmeichel. ’En herlig knægt’. ’Fantastisk person’. ’Meget, meget populær i omklædningsrummet’, understreger han gang på gang.
Og så var talentet endda uomtvisteligt. Men der var ét område, hvor Schmeichel skulle blive bedre. Hodgson fandt løsningen, som han gav videre til Schmeichels klub og agent, fortæller han.
»Da lejemålet var på plads, snakkede jeg med én fra Manchester Citys stab. ’Hør her’, sagde de. ’Han er et stort talent, han har glimrende reflekser ligesom sin far. Men han er virkelig dårlig til at koncentrere sig’.«
Hodgson vidste lige, hvad han skulle gøre.
»Før hans første kamp for klubben begyndte han sin opvarmning én time før startfløjtet, og jeg overværede hele opvarmningsprogrammet. Og jeg tænkte: Han arbejder hårdere og lavere flere redninger i sin opvarmning, end han nogensinde vil gøre i selve kampen. Samtidigt drak han ingenting. Ingen væske overhovedet! Jeg blev nødt til at konfrontere ham. ’Kasper, du bliver nødt til at drikke noget. Hvis du fortsætter sådan, så vil du allerede gå død efter 60 minutter, og så bliver du ukoncentreret, fordi din krop arbejder hårdere, end den skal’, sagde jeg til ham. Han gjorde, som jeg bad ham om. Jeg fik ham til at drikke en liter vand inden kampen. Og han stod fremragende for os og holdt buret rent flere gange under sit ophold.«
Far Peter var på lægterne i Kaspers første kamp for Darlington, mindes Hodgson. Selv tænkte han aldrig over Kasper Schmeichels ophav.
»Jeg fornemmede det aldrig fra spillerne, og dem havde jeg et godt forhold til. Der var ingen, der nogensinde lavede andre referencer, end at han var en god spiller, der arbejdede stenhårdt. Han har selvfølgelig sin fars målmandsegenskaber, men det var ikke et tema hos os. Jeg tror dog gerne, at nogle af spillerne har lavet lidt sjov med det.«
Agenten Mads Frederiksen får dagligt flere forespørgsler om både far og søn. Og han kan godt mærke, at Kasper Schmeichel er blevet en populær herre.
»Jeg kan mærke det ret massivt. Det kommer både fra Danmark, England og ikke mindst fra andre lande. Og det er alt fra interview til kommercielle ting. Det er jo næsten et HC Andersen-eventyr om Leicester, der var ved at rykke ned og nu fører ligaen. Det er en historie, som folk i hele verden følger med i og synes er fantastisk,« siger han.
For Kasper Schmeichel er det ikke kun en fantastisk historie. Det er farvel til fars skygge.