Kasper Dolberg fik sin debut i den danske sejr på 4-1 over Kaaakhstan i VM-kvalifikationen, og det glædede den 19-årige Ajax-angriber.

»Min mor er lidt stolt nu. Det kunne jeg mærke efter kampen. Det her er jo også noget, hun og min far har håbet lidt på i den sidste uge,« sagde Kasper Dolberg efter kampen til Kanal 5.

{embedded type="node/webtv_link" id="48440202"}

Kasper Dolberg har haft stor succes i Ajax i dette efterår, og under anden halvleg begyndte publikum at synge, at han skulle på banen. Det kom han så ved stillingen 3-1 til Danmark.

»Jeg lod godt mærke til det. Sådan noget gør mig ikke ekstra nervøs. Det er kun godt, der er nogle, der tror på én. Det giver lige lidt ekstra,« sagde den tidligere SIlkeborg-spiller.

Han føler, at der er taget godt imod ham i den danske landsholdslejr.

»Alle har været flinke, men jeg havde ikke regnet med, at jeg fik debut. Det er kæmpestort, at det nu er sket,« sagde Kasper Dolberg, som nåede at fyre et enkelt forsøg af, som sluttede forbi mål.

I fremtiden vil der nok være større forventinger, men det er han også indstillet på.

»Jeg er jo lidt vant til presset i Ajax,« som han siger.