Jesper 'Kasi' Nielsen har via sin advokat begæret fogedforbud mod, at Ekstra Bladet bringer flere oplysninger om hans sag

Jesper 'Kasi' Nielsen, hans søster og hans mor har via deres advokat begæret fogedforbud mod, at Ekstra Bladet bringer flere oplysninger om deres verserende sag med staten.

Til Ekstra Bladet siger familiens advokat Henrik Haldbo fra advokatfirmaet Holck-Andersen & Tyge Sørensen:

- Vi har forsøgt at få at vide, hvor Ekstra Bladet har modtaget oplysningerne fra. Det har vi ikke kunnet få oplyst, og det er vores opfattelse, at I må have fået oplysningerne fra nogen, som ikke havde dem berettiget, og I derfor ikke må trykke oplysningerne.

Det skriver MediaWatch.dk.

Ekstra Bladets advokat tager dog begæringen om fogedforbud med ro.

- Vores vurdering er, at der ikke er grundlag for et fogedforbud. Materialet, som ligger til grund for artiklerne, er fremkommet helt lovligt. Og der er tale om særdeles relevante oplysninger, siger Carlo Siebert, advokat ved Ibfelt-Siebert.

Ekstra Bladets chefredaktør, Karen Bro, slår fast, at hun ikke vil afsløre avisens kilder.

- Jeg kan stå fuldstændig inde for de historier, vi har kørt de seneste dage, siger Karen Bro ifølge MediaWatch.dk.