For et år siden var de et undergrundsband og ukendt for de fleste. I aften satte Kashmir sig i dansk rocks tronstol, da de ved den årlige Grammy-uddeling vandt hele seks kategorier, bl.a. de to vigtigste årets danske gruppe og årets danske album.

Kashmir gik dermed kun glip af to af priserne i de otte kategorier, hvor gruppen var nomineret. Forsanger Kasper Eistrup tabte kampen om at blive årets sanger til Thomas Helmig, og gruppens "Mom in love, daddy in space" blev ikke årets danske hit. Den kategori vandtes i stedet af Det Brune Punktum for sangen "Jeg vil i seng med de fleste". Det Brune Punktum vandt også for årets radiohit, kåret af radiostationen The Voice, og for årets danske entertainment udgivelse "Helbredelsen".

Den anden store vinder ved Grammy Festen, der blev holdt i Københavns Forum, blev den debuterende sangerinde Marie Frank. Hun tog personligt tre priser, bl.a. som årets danske sangerinde og endvidere blev hendes nummer "Under The Water" i en version remixet af Brother Brown hyldet som årets danske dance udgivelse.

/ritzau/