Karl Christensen har lidt travlt, så interviewet på telefonen må gerne gå lidt tjept. Ikke for tjept, for så kan han ikke følge med. Men lidt.
Han er nemlig på vej ud af døren. På vej ud til sin funklende, røde Fiat 500. Karl Christensen skal til kortspil. Det skal han hver onsdag.
»Det er meget vigtigt, at jeg kommer ud at spille kort,« understreger han. »Det er et gammelt spansk spil, vi spiller. ‘L’homre’ hedder det. Men det er der nok ingen, der kender i dag,« siger han om kortspillet, der er mere end 700 år gammelt.
Så gammel er Karl Christensen ikke. Men han er ældre end de fleste. 101 år for nu at være helt præcis. En i bogstaveligste forstand flyvende 101 årig. Det vender vi tilbage til.
Fortællingen om Karl Christensens lange liv er en del af bogen ‘Jenny og de andre 100+’, som netop er udsendt og portrætterer en række danskere, der alle har rundet de magiske 100 år. En gruppe, der vokser i antal år for år. Sidste år var der 1.143 af dem.
Når man er så gammel som Karl Christensen og alle de andre, har man set og oplevet en del. Herunder to verdenskrige.
Karl Christensen blev født lige midt i den første, kom til verden i 1916 som det yngste af syv drengebørn i det krigsramte, splittede og tyskokkuperede Sønderjylland, som først fire år senere igen blev en del af Danmark.
Den krig husker han af gode grunde kun svagt. Anden langt bedre.
Da Danmark blev besat i 1940, havde Karl Christensen allerede været på arbejdsmarkedet i ti år. Som 14-årig havde han fået læreplads som mekaniker i en maskinsmedje. Nu var han en ung knøs på 24 år.
»Sabotør i den forstand var jeg ikke, men jeg var med i det der. Vi var en lille gruppe, der gik og hyggede os med at lave lidt småsabotage,« fortæller Karl Christensen i bogen om sin rolle under Anden Verdenskrig.
På sin vis opsummerer det ganske godt Karl Christensens lange liv. Dét med i det små og i det hyggelige.
For, som han siger på telefonen fra Brørup i Sønderjylland: »jeg har levet meget stille og anonymt hele mit liv. Det er først på mine gamle dage, at jeg er blevet berømt.«
Og så griner han.
I 1945 fik han sin første drøm opfyldt: sit eget bilværksted. Få år senere den anden. Kærligheden i skikkelse af Karen Marie. Sammen fik de en søn.
Den nære pakke, værkstedet og samvær med familie og venner, var det vigtigste i Karl Christensens liv.
»62 år fik vi sammen,« siger han om sit livs kærlighed, som gik bort for fem år siden.
»Det hele bliver lidt mærkeligt og tomt efter så mange år. Men der er ikke noget at gøre ved det. Hun havde det ikke godt til sidst, blev lidt dement og mistede lysten til at leve. Det ebbede ligesom ud,« siger han stille og tilføjer med smil i stemmen:
»Vi havde nu nogle dejlige år sammen. Da jeg holdt op med at arbejde, sagde jeg til hende, at nu skulle vi ud at rejse og se verden, mens vi kunne. Vi har været mange steder.«
Eksotiske og fjerne rejsemål som Kina, Nepal og Australien fik de oplevet sammen. Men rejsen ud i det blå, i intetheden er alligevel en af de største.
»Da jeg fyldte 90, blev jeg spurgt, hvad jeg ønskede mig og sagde, at jeg ønskede det samme, som da jeg fyldte 80, men aldrig fik. Et faldskærmsspring. Det fik jeg så, og syntes, at det var så sjovt, at jeg havde lyst til at prøve det igen, da jeg fyldte 100.
Det er en stor oplevelse. Idet man springer, når man falder ud fra 4.000 meters højde i frit fald i vindstyrke 10 uden andet at holde fast i end den mand, der hænger ovenpå, giver det et sug i maven. Og når skærmen så folder sig ud, føler man sig fuldstændig vægtløs. Svæver bare. Der er helt stille og roligt,« fortæller Karl Christensen begejstret om de to spring ud i det blå, der har gjort ham berømt.
I sommer blev han så 101 år. Det er slut med at ønske sig ting. For som han siger, er det for sent at lave planer alligevel.
»Jeg står op hver morgen og tager en dag ad gangen. Det eneste ønske jeg har, er, at hvis jeg skal herfra - og det skal jeg jo - skal det ske lige pludselig, her og nu. Ikke noget med at komme på plejehjem og sidde på en bænk alene. Det skal komme som et slag i hovedet, bum, og så er man færdig.
Derfor har jeg også lavet et livstestamente, hvor der står, at hvis jeg nu bliver alvorligt syg, så skal de ikke gøre noget for at holde liv i mig. De skal lade mig dø,« siger han med bestemt stemme.
»Men lige nu er livet godt. Jeg klarer jo mig selv, jeg kan gøre lige hvad, der passer mig. Der kommer en fra kommunen hver tredje uge og gør lidt rent i 45 minutter. Det er den hjælp, jeg får. Jeg laver selv min mad. Ingen blander sig,« siger Karl Christensen med tilfredshed - og en smule utålmodighed - i stemmen. Kortvennerne venter. Fiat’en står klar udenfor rækkehuset i Brørup.
»Jo,« siger han så om verden anno 2017, om udviklingen i de 101 år, han har levet i den.
»Verden har forandret sig helt kolossalt. Alt det med computere, der har jeg slet ikke forstand på, og som jeg også har sagt til min søn, har jeg ikke tænkt mig at begynde at lære det. Det hele går så stærkt, at det næsten ikke er til at forstå.«
Man kan næsten høre, at han tripper ude i sin entré.
»Om jeg kunne finde på at springe faldskærm igen? Det afhænger jo af min form. Men det er ikke noget, jeg vil afvise,« kommer det lusket fra Karl Christensen.
Og så er den 101-årige klar til at køre til sit 700 år gamle kortspil.
‘Jenny og de andre 100+’ er netop udkommet på Gyldendals forlag
-------------------------------
Don’t worry, be happy
Han har selv 60 år i bagagen. 60 års opsamlet visdom
Alligevel har det overrasket forfatter Jørn Pedersen, hvor simpel opskriften er på et langt - et meget langt - og godt liv.
“At være aktiv hele livet. At omgås andre. At have et lyst syn på tilværelsen. At være åben og venlig overfor hinanden.”
Disse simple råd er ifølge Jørn Pedersen essensen af de 17 menneskeskæbner, som han folder ud i sin nye bog ‘Jenny og de andre 100+’.
“Fælles for dem alle er, at de har haft en god og tryg barndom, som har givet dem gode sociale kompetencer. Har man dem, bliver man også god til at indgå i gode relationer, hvilket man især har gavn af, når man bliver ældre, og mange relationer falder bort. Så har man værktøjerne til at skabe og indgå nye,” forklarer Jørn Pedersen, og kalder sit bogprojekt det mest livsbekræftende, han nogensinde har beskæftiget sig med. Også selv om syv af de 17 100+ årige døde, inden hans bog kom på gaden.
“Jeg blev utrolig berørt hver gang en af dem gik bort, for når man har interviewet folk i mange timer og dage, kommer de rigtig tæt på, bliver næsten som et familiemedlem. Men det var en del af præmissen, at både de og jeg vidste, at døden var tæt på. Og at de var fuldstændig afklarede med den,” siger Jørn Pedersen, som gerne selv tager 40 år mere. På visse betingelser.
“Hvis jeg ligesom eksempelvis Jens og Karl kan læse, være frisk, bevæge mig og have mennesker omkring mig, der interesserer sig for mig, så meget gerne. Men at sidde på et plejehjem 24 timer i døgnet uden brug af mine sanser, så har jeg ikke lyst.”