Kareten har været totalt skilt ad og restaureret stykke for stykke. De glade givere er Carlsbergs Mindelegat for brygger J.C. Jacobsen og Tuborg Fondet.

Dronning Margrethe tager straks i dag fødselsdagsgaven i brug. Hun skal med den nyrestaurerede landauer på karettur i Helsingør. Det bliver med brunt firspand eskorteret af gardehusarer, og sker i forbindelse med Forsvarets fødselsdagsfest for Regenten.

Sidst landaueren, der er nypolstret i gyldent og beige var i brug, var i 1989 i forbindelse med Nepals kongepars besøg.

At Dronnningen er uhyre tilfreds med restaureringen, der har taget 550 timer og som startede lige efter nytår, fik gratulanterne og håndværksfolkene Dronningens egne ord for.

Hun hilste på hver enkelt. De var linet op i en lang række. Først fondenes formænd, professor Poul Chr. Matthiesen, og koncernchef administrerende direktør Flemming Lindeløv. Derefter direktør Niels Olsen, direktør Anders Jungersen, karetmager Henrik Køier Andersen og maleren Torben Dahl.

24 gange har maleren malet kareten med seks mellemslibninger, så lakken ikke springer, ligesom stafferingerne med rødt, en tyk og to tynde streger på bl.a. hjul og fjedre også er hans værk.

Derimod er det Amaliensborgs konservator, Berit Møller, der står for rigsvåbenet med kroner på dørene, som det så ud i Christian den IX.s tid.