Justitsminister Karen Hækkerup (S) er parat til at ændre på lovgivningen på baggrund af den såkaldte Christiania-sag. Hun vil forhindre, at der benyttes såkaldte »nødløgne« over for Folketinget fremover og har indkaldt Folketingets partier til drøftelser om, hvordan det kan lade sig gøre.

Mandag blev to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet frifundet efter en tjenstlig undersøgelse af deres rolle i forbindelse med løgnen om aflysningen af Folketingets Retsudvalgs besøg på Christiania i februar 2012, der kostede tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) posten.

I forhørslederens beretning konkluderes det, at embedsmændene bliver frifundet, fordi de benyttede sig af en såkaldt »nødløgn« over for Folketingets Retsudvalg. Men det begreb bør ikke kunne benyttes, mener Karen Hækkerup.

»Det er en uacceptabel retstilstand. Folketinget er et organ, som skal kontrollere magten, og der skal man være sikker på at få den rigtige sandhed at vide. Jeg indkalder derfor Folketingets partier for at få en drøftelse af, hvad vi gør med det her,« siger ministeren til TV 2 News.

Departementschef Anne Kristine Axelsson og en anden ledende embedsmand i Justitsministeriet blev fritaget fra tjeneste i december sidste år, efter det kom frem, at de angiveligt var indblandet i, at daværende justitsminister Morten Bødskov gav Folketingets Retsudvalg urigtige oplysninger om, hvorfor et besøg på Christiania blev aflyst. De to embedsmænd er nu frifundet og kommer tilbage i deres funktioner tirsdag, fortæller Karen Hækkerup.

Og selvom hun glæder sig over frifindelsen, er Karen Hækkerup bekymret over nødløgnsbegrebet.

»Vi bliver nødt til at tage en debat med Folketingets partier om, hvad vi gør en anden gang. Man må ikke sidde i Folketinget og være i tvivl om, at de oplysninger, man får fra regeringen, er korrekte,« siger Karen Hækkerup til TV 2 News og fortsætter:

»Jeg vil meget gerne indkalde Folketingets partier til en drøftelse for at sørge for, at den her situation ikke opstår igen.«