Karen Blixen forlangte østers på flyet
Britisk forlæggers erindringer fortæller humoristisk om ekstravagante vaner hos den store danske forfatter.
Britisk forlæggers erindringer fortæller humoristisk om ekstravagante vaner hos den store danske forfatter.
Karen Blixen var ikke tilfreds med flymaden og forlangte østers og champagne, Wallis Simpson var jaloux på Marilyn Monroe, og den engelske dronning Elisabeth beklagede sig over sine børns læsevaner.
Det er nogle af de historier, som man kan læse i den britiske forlægger og litterære agent, Charles Picks, erindringer.
Pick, der døde som 82-årig i 2000, plejede omgang med nogle af det 20. århundredes største forfattere, bl.a. John Le Carré og John Steinbeck, men hans memoirer er aldrig udgivet. Nu er manuskriptet overgivet til East Anglia Universitet, skriver den britiske avis The Telegraph mandag og videregiver uddrag af manuskriptet.
Pick var bl.a. Karen Blixens agent i England, da hendes kendte romaner udkom under pseudonymet Isak Dinesen. Da den aristokratiske danske forfatter på et tidspunkt skulle flyve tilbage fra USA til England i 1958 for at møde forlæggeren, beklagede hun sig stærkt over plasticmaden om bord på flyet.
- Hvad skal jeg stille op Mr. Pick, hvis jeg igen får den slags mad serveret. Det er jo en lang flyvetur, så vær venlig at skaffe mig noget champagne og nogle østers. skal hun have sagt.
Med noget besvær fik Pick ifølge egne erindringer via flyselskabet Pan Am i Heathrow foranstaltet, at Karen Blixen fik en flaske Moët & Chandon og et dusin østers fra Connaught Hotel om bord på sit fly tilbage til England.
I 1956 havde Charles Pick et møde med hertuginden af Windsor alias Wallis Simpson i hendes hjem i Paris, hvor hun boede med sin mand, den tidligere kong Edward VIII, der havde givet afkald på den britiske trone for at gifte sig med den fraskilte amerikaner. Anledningen til mødet var udgivelsen af hertugindens erindringer.
Pick fandt hende henslængt på en chaiselong med et æske Charbonnel et Walker-chokolade inden for rækkevidde. Hendes første kommentar til Pick var, om han vidste, hvem der var Marilyn Monroes forlægger.
- Jeg måtte tilstå, at det vidste jeg ikke, skriver Pick.
Anledningen til spørgsmålet var, at hertuginden var særdeles stødt over at være fortrængt fra avisernes forsider på grund af Marilyn Monroe.
Den engelske dronning Elisabeth mødte Charles Pick første gang ved et middagsselskab i 1993. Han fortalte dronningen om de forfattere, som han gennem tiden havde udgivet, blandt andre JB Priestly, Somerset Maugham og John Galsworth. Dronningen var imponeret, men beklagede sig samtidig over sine egne børns læsevaner.
- Jeg har læst dem alle, det har været og er stadig en stor glæde for mig at læse dem. Desværre er det ikke lykkedes mig at få mine børn til at læse dem, sagde hun.
Både Picks manuskript til sine erindringer og andet arkivmateriale fra hans gemmer er blevet overgivet til East Anglia-universietet af hans søn. Men om de mange anekdoter en dag udgives som bog er uvist ifølge telegraph.co.uk