Kapringssag udvikler sig antageligt til langtrukken asylsag
Kapringssag udvikler sig antageligt til langtrukken asylsag
Kapringssag udvikler sig antageligt til langtrukken asylsag
Et kampucheansk passagerfly er på vej til Storbritannien for at hente tidligere gidsler fra flydramaet i Stansted-lufthavnen med tilbage til Afghanistan. Men selv om den britiske indenrigsminister, Jack Straw, i går gjorde klart, at Storbritannien ønsker at sende de afghanske passagerer hjem inden for et par uger, kan de meget vel blive i landet i mange måneder endnu, skriver avisen The Times i dag.
- Alle menneskene på det fly skal ud af landet så hurtigt, som det er praktisk muligt, sagde Straw i går i parlamentet.
Da havde 74 af passagererne ansøgt om politisk asyl i Storbritannien. Og, skriver The Times, de fleste af de resterende 91 afghanere, der mandag kom med det kaprede fly til Stansted, vil antageligt gøre det samme.
Indenrigsminister Jack Straw meddelte videre, at han personligt overtager kontrollen med de mange asylansøgninger.
Men, skriver The Times, selv om han håber, at umiddelbare behandlingen af asylsagerne kan være overstået inden for to uger, så kan hele proceduren blive trukket i langdrag af appeller og retssager, især hvis menneskeretsgrupper griber ind.
/ritzau/