Lea Ashley Misfeldt og hendes kæreste Morten Rasmussen tager nok ikke til Prag næste år med selskabet Rejsemægleren. Parret havde nemlig en særdeles ubehagelig oplevelse. Allerede på busturen derned gik det galt, da den ansvarlige guide blev meget beruset.
Vel hjemme igen, ligesom mange tusinde andre unge, der har været på vinterferie i Tjekkiets hovedstad, giver Lea Ashley Misfeldt og Morten Rasmussen endnu en skandaleberetning om forholdene på Rejsemæglerens arrangerede ungdoms-drukture.
- Guiden var så fuld, at han faldt i søvn på gulvet i bussen. Det skulle ellers være ham, der havde ansvaret for os, siger 17-årige Lea Ashley Misfeldt, som til daglig er elev på Helsingør Gymnasium, hvor hun går sammen med sin kæreste.
- Vi var nødt til selv at holde styr på folk og overtage ansvaret. På et tidspunkt stopper vi på en rasteplads, hvor der er en bus fra Ordrup Gymnasium også. her kommer nogle af eleverne op at skændes lidt med hinanden, men alle kommer hurtigt ind i busserne igen. Men vores guide forlader pludselig bussen for at gå over og svine dem fra Ordrup Gymnasium til endnu en gang, siger Lea Ashley Misfeldt.
’Det var så ubehageligt’
De unge mennesker var blevet lovet guider på hele turen. Men virkeligheden var en anden, forklarer Lea.
- Da vi kom til hotellet, var der slet ingen guider overhovedet. Vi ringede til alle mulige numre, også nødnummeret, men der var intet svar, siger hun.
Hun og hendes kæreste mener ikke, at Prag er et godt sted at tage hen i det hele taget. Og en meget stor mængde af de danske unge opførte sig ekstremt dårligt i den tjekkiske hovedstad.
- Det var så ubehageligt. Jeg er meget glad for, at jeg er hjemme nu. Der var mange danskere, som ikke aner, hvordan man skal opføre sig i udlandet. De gik og råbte og skreg, forklarer hun.
Våben og stoffer
Lea Ashley Misfeldt fortæller også, at man kan købe våben og stoffer over alt i Prag.
- Der var knive og knojern og den slags. Og der blev solgt stoffer på gadehjørnerne, siger Lea.Stofferne gik i blodet på adskillige af de danske unge. Og der opstod masser af ballade som følge af det.
- En af mine venner kom ind på et toilet, hvor der stod tre fyre med næseblod og spurgte efter en seddel (til at sniffe med, red.). Han sagde så, at det kunne han ikke hjælpe med. Så var de lige ved at tæske ham, siger Lea, der forklarer, at hun kender flere andre, som blev truet med knive eller blev slået.
Rejsebus overtrådte hviletid
BT har desuden været i kontakt med flere andre utilfredse kunder, der har været i Prag med Rejsemægleren. Blandt andre nogle, som forklarer, at der i visse busser slet ikke var nogen guider.
BT har også været i kontakt med en mor, som valgte at købe flybilletter til sine børn, fordi de ikke turde køre med chaufføren hjem.
En af Rejsemæglerens busser forulykkede for nogle dage siden. Muligvis fordi chaufføren var træt. En razzia herefter afslørede alvorlige brud på køre-/hviletidsbestemmelserne for en række busser med danske turister.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rejsemægleren.