188 norske patienter kan risikere at være blevet smittet HIV, hepatitis B eller C på grund af en procedurefejl.

Patienter, der har fået sprøjtet lægemidlet Botox ind i kroppen på Universitetssykehuset i Nord-Norge, kan risikere at være blevet smittet med en eller flere farlige sygdomme på grund af en procedurefejl.

Det skriver den norske avis VG.

Det skyldes, at man har genbrugt sprøjter med Botox på flere patienter:

»Man har en stor sprøjte med Botox, som sættes ind i muskulaturen. Når man har sprøjtet det Botox ind, man skulle, har det været normalt at genbruge selve sprøjten, som stadig indeholdt Botox. Selve nålen blev byttet ud. Det, som i værste fald kan ske, er, at kropsvæske fra patienten trækkes ind i sprøjten, før den blev brugt igen på næste patient,« forklarer Claus Albretsen, der er afdelingsoverlæge på Neurologisk afdeling, til VG.

Denne procedure, der altså potentielt er farlig, var normalen på sygehuset i perioden 2009 til maj i år. I alt er 188 patienter blevet behandlet.

Botox er især kendt for at blive brugt som rynkebehandling, men kan også bruges til at løsne op for smertefulde krampetilstande hos mennesker med hjerneskader og lammelser.

De 188 norske patienter har modtaget et brev, hvori de bliver opfordret til at lade sig teste - også selvom risikoen for at pådrage sig sygdommene er meget lav.

»Vi beder alle om at blive screenet. Vi kan ikke være helt sikre,« forklarer Albretsen, der tilføjer, at han håber og tror, at undersøgelserne viser, at alle patienter er raske.