Rapperen Kanye West overfaldt fredag en paparazzifotograf i lufthavnen i Los Angeles. Nu risikerer han at blive sigtet for vold og forsøg på røveri.

Kanye West brød sig ikke om at blive talt til af en paparazzifotograf, da han fredag eftermiddag kom gående i Los Angeles Lufthavn. Da fotografen blev ved med at spørge sangeren, hvorfor han ikke ville sige noget, gik han pludselig til angreb mod fotografen.

Kanye West forsøgte at tage fotografens kamera, imens han holdt ham i et fast greb. Efter ganske kort tid opgav han dog at få fat i kameraet, og fotografen slap fri.

Se Kanye West overfalde fotografen her.

Efter optrinnet i lufthavnen måtte fotografen en tur på hospitalet, og han har nu meldt Kanye West til politiet for vold og forsøg på røveri. Hvorvidt sangeren bliver sigtet er endnu uvist, skriver det amerikanske underholdningssite TMZ.

Det er ikke mere end en uge siden, at 36-årige Kanye West i samme lufthavn mistede sit temperament, efter en fan filmede ham. Her gik det dog ikke nær så voldeligt for sig - og vedkommende slap med et verbalt udbrud fra West.

Kanye Wests svigermor, Kris Jenner, der er mor til reality-stjernen Kim Kardashian, meldte samme dag ud, at hendes svigersøn ikke har problemer med sit temperament. Hendes udmelding kom før, hun fik besked om det uheldige optrin i lufthavnen. Efterfølgende har hun ikke haft nogle kommentarer.