Kandis kører koks i Kirgisistan
Først var den med i Tour de France for Bjarne Riis' CSC-hold. Så kørte den for Kandis Johnny. Nu kører den koks i Kirgisistan.
Først var den med i Tour de France for Bjarne Riis' CSC-hold. Så kørte den for Kandis Johnny. Nu kører den koks i Kirgisistan.
Forleden fik en EU-udsendt dansk valgobservatør sig en stor overraskelse. Næppe havde han forladt et valglokale i en obskur provins i Kirgisistan, før han så Kandis. Troede han.
Ved nærmere eftersyn viste den aldrende MAN, som oven i købet også har deltaget i Tour de France for Bjarne Riis' cykelhold, sig dog ikke at indeholde det populære nordjyske danseband.
I stedet for Kandis' instrumenter var lastvognen fyldt med kul og koks til glæde for de frysende kirgisere. Kirgisistan ligger i et område meget langt ude øst på, hvor Rusland er på vej til at blive til Kina.
Den danske valgobservatør kender Kandis fra Thy. Han sendte senere billedet fra den tidligere sovjetiske delstat til nogle venner i lydfirmaet, der arbejder for Kandis. Derefter endte det på Johnny Hansens facebook-profil.
Hansen har svært ved at skjule sin undren.
- Vi solgte vognen for halvandet år siden. Vognen var meget, meget træt, da vi solgte den til Volvo i Thisted. Da vi solgte den, havde vi kørte mange, mange tusinde kilometer med den i Danmark, Norge, Sverige og Finland. På det tidspunkt havde vi ejet den siden 2003, siger Johnny Hansen til bt.dk.
- Jeg tror kun det var seks ud af de otte gear, der virkede, da vi solgte den. I øvrigt kunne den ikke starte. Volvo spurgte, hvorfor vi ikke fortalte, at den ikke kunne starte, da vi solgte den. Det havde vi da vist glemt, siger Johnny Hansen med et stort grin.
- Den har haft et langt og hårdt liv. Vi købte den i sin tid af Bjarne Riis, der havde brugt til sit cykelhold i Tour de France, siger Hansen.
- Jeg tror min bedste historie om bilen stammer fra Sjælland. Vi var på vej på job i Rønnede, da den gik i stå. Cirka en kilometer fra hallen, vi skulle spille i. Dansk Autohjælp kørte den så den sidste kilometer. Vi kunne ikke få den repareret, så ham fra autohjælpen kørte os videre op til en hal i Nordsjælland. Og senere hjem til Thy. Han synes, at det er hårdt og kedeligt at være musiker, siger Hansen.
Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan vognen er endt i Kirgisistan - 5.000 km fra Thisted.
- Sikkert via landevejen.
Er Johnny Hansens bedste bud.