Kan man grave efter guld i Danmark?
Svaret er overraskende
Svaret er overraskende
Kan man finde guld i sin egen baghave, eller skal man til Alaska med skovl og hakke? Læs det overraskende svar fra en ’guldforsker’.
Af Videnskab.dk
TV-serien ’Gold Rush Alaska’ er en dokumentar om moderne nordamerikanske guldgravere, som har vakt en gennemgribende trang til at udleve guldgraverdrømmen.
http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/kan-man-finde-guld-i-danmark
Men inden vi allesammen begynder arbejdet med at endevende vores baghaver i jagten på det ædle metal, er det nok en god idé at forhøre sig hos en forsker, om guld egentlig er ligeligt fordelt over hele Jorden, eller om det kun er nogle bestemte steder, man kan finde det, skriver Videnskab.dk.
Læs også på Videnskab.dk: Sådan bliver du rig uden at kopiere Stein Bagger
Det spørgsmål kan forskningsprofessor i petrologi og malmgeologi Jochen Kolb fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, svare på.
»Hvis man vil finde guld i Danmark, så er mit bedste bud, at man forsøger sig hos Nationalbanken eller tandlægen. Der findes kun ganske ringe mængder guld i den danske jord – omkring 0,002 gram guld i ét ton dansk jord i gennemsnit,« fortæller han til Videnskab.dk og slukker dermed drømmen for mange af os.
Læs også på Videnskab.dk: Derfor har guld altid været værdifuldt
Da Jochen Kolb fortæller om geologien bag guldgraverdrømmen, står det hurtigt klart, hvorfor der ikke findes guld i Danmark. Det kræver nemlig to geologiske fænomener, vi har forsvindende lidt af i vores flade land: Vulkaner og sammenstød mellem tektoniske plader.
Vulkansk aktivitet og tektonisk opstigende bjergarter fra undergrunden kan bringe guldårerne op til alle håbefulde guldgravere.
Men inden man forsøger sig med skovl og hakke på kanten af en aktiv vulkan, er det værd at vide, at der også findes andre muligheder.
»Når guldåren kommer op til jordoverfladen, eroderer den langsomt bort over tid, og guldet bliver taget med af overfladevand, som deponerer det i bunden af vandløb og floder. Derfor kan man vaske guld ved flodbredden forskellige steder i verden som eksempelvis Alperne,« fortæller Jochen Kolb.
Læs også på Videnskab.dk: Forskere: Vi har løst historiens største UFO-mysterium
Alaska og Alperne er alt sammen meget fint, men det er ikke ligefrem i det nærmeste nabolag.
Til sidst kommer den flinke guldforsker dog frem til det svar, som vi venter på – hvor finder vi guld i nærheden?
Her er det overraskende svar, at vi måske alligevel kan finde guld i Danmark – nærmere bestemt Bornholm.
»Det er faktisk muligt at forestille sig, at der er guld på Bornholm. På øen er der gamle bjergarter, som stammer fra opstigende magma. Det kan måske indeholde guld, og der er muligvis nogle få årer,« fortæller Jochen Kolb.
Læs også på Videnskab.dk: ”Min allerstørste drøm det er at indfri min mors drøm”- om X-factor og berømmelse
Skal vi uden for Danmarks grænser, så er Sverige, Norge, Tjekkiet, Tyskland og Polen gode bud. Her er der flere steder med guldforekomster, da de har de nødvendige bjerge.
Men vil man rigtigt udleve drømmen, så er det Andesbjergene, Rocky Mountains, Filippinerne og Indonesien, der tilbyder de bedste muligheder for succes.
»Der er et gammelt guldgraverudtryk, som siger: Hvis man vil skyde elefanter, skal man tage hen, hvor elefanterne er. Der er masser af vulkanaktivitet og store guldminer omkring Stillehavet, som producerer op til en million ton malm per dag. Her er de bedste muligheder for at finde guld, så det er her man skal tage hen med sin guldgraverdrøm,« siger Jochen Kolb.
Andre artikler på Videnskab.dk: