Kæden hopper af, når DR fortsætter med at bruge enorme summer på X Factor et år, hvor Det internationale Melodi Grand Prix kræver enorme ressourcer, mener kulturordfører Morten Marinus fra Dansk Folkeparti. Han savner mere dansk musik og udsendelser om den kristne kulturarv, fortæller han.

Dermed sparker han igen liv i debatten om DR's forpligtelser forud for forårets forhandlinger om et nyt medieforlig.

- Det er et problem, når DR1 fortsætter med at lave dyre X Factor-programmer, samtidig med at man går tiggergang blandt politikere og ministerier for at få udbetalt ubrugte licensmidler til afholdelse af Melodi Grand Prix, siger han. 

Forårets forhandlinger om et nyt medieforlig blev i januar tyvstartet af flere borgerlige partier, der mener, at DR sender for meget underholdning og for lidt kulturoplysning. Og Morten Marinus mener, at der skal stilles større krav til, hvordan DR vælger at prioritere licensmidlerne.

- For nogle år siden brugte DR en hel uge på at lave ramadan-radio. Det er de i deres gode ret til, men prioriteringen er underlig, når DR samtidig ikke gør ret meget på det kristne område, selvom DR er forpligtet til det. Der mangler programmer ved andre højtider end julen og udsendelser om kristne pionerer som for eksempel Grundtvig, siger Morten Marinus, der også har andre ideer i skuffen:

- Det kunne ellers være spændende, hvis DR satsede på musikprogrammer, som videreformidler dansk upcoming-musik, frem for at købe et kommercielt program som X Factor. DR kunne også bruge flere midler til at markere historiske begivenheder og personer. For eksempel kunne man forestille sig en historisk miniserie om folkestrejken under anden verdenskrig, som til sommer fandt sted for 60 år siden.  

SF: 'Borgen' skal ikke bestemme

Og her vil Morten Marinus' besked være klar:

- DR skal have lov til meget, men der er sket en skævvridning i forhold til mængden af underholdning. 

Men Christiansborg skal slet ikke begynde at stille krav på den måde, mener SF's medieordfører Özlem Cekic.

- DR har en direktion, som står for de redaktionelle prioriteringer. Det vil være et overgreb på den redaktionelle frihed, hvis vi skal til at beslutte, hvor underholdende eller kedelige DR’s programmer skal være. Det var fantastisk med ramadan-dækningen og at X Factor samler folk i alle aldre. Vi skal ikke beslutte, hvad der skal være på statsejet tv. Direktionen og journalisterne skal selv beslutte, om de vil prioritere det kristne område højere eller markere årsdage, siger hun.