En gruppe kajakroere fadt torsdag eftermiddag et lig i vandet uden for Klampenborg i Nordsjælland.
Torsdag eftermiddag fandt en gruppe kajakroere liget af en mand tæt på kysten ved Klampenborg i Nordsjælland. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- 16.33 får vi en anmeldelse om, at nogle kajakroere har fundet en person drivende rundt i vandet 50 meter ud for kysten ved Strandvejen i Klampenborg, siger vagtchef Michael Gaml.
Politiet har endnu ikke identificeret manden, men vurderer, at han er omkring 65 år.
- Vores umiddelbare skøn er, at han ikke har været udsat for en forbrydelse, men det er noget, der skal efterforskes videre. Vores væsentligste opgaver er nu at identificere den pågældende og finde ud af, om der er sket en forbrydelse, siger han.