Allan K. Pedersen tjener over 100 millioner kroner på at sælge FC Nordsjælland til den internationale investorgruppe bag talentakademiet Right To Dream
Han hoppede direkte i en taxa fra pressemødet på Farum Park til Grøften i Tivoli og en fejring med både vådt og tørt. Onsdag morgen gik turen videre til New York med Business Class-billetter i hånden til 30.000 kroner.
Allan K. Pedersen har grund til at fejre og midlerne til at gøre det. Tirsdag solgte klubejeren alle sine aktier i FC Nordsjælland - i alt 97,41 procent – til en international investorgruppe med engelske Tom Vernon i spidsen.
Mens Vernon nu kan kalde sig bestyrelsesformand i FC Nordsjælland og hans investorgruppe kan iklæde sig titlen ’klubejere’, kan Allan K. Pedersen smykke sig med et helt andet ord: Mangemillionær.
Den nu tidligere klubejer, der heller ikke før salget manglede smør på brødet, inkasserer således et godt stykke over 100 millioner kroner på at afhænde den klub, der gjorde ham til et kendt navn i den danske fodboldverden.
»Jeg har den holdning, at skal den (klubben, red.) sælges, skal den koste kassen. Ellers var den ikke til salg. Derfor har de også ledt i en helt anden kasse, end de har talt med andre klubber om. Jeg har næsten været ultimativ fra starten om, hvad jeg vil have – og det har jeg fået. Det er min holdning, at har de givet rigtig mange penge for noget, skal de også passe på det og udvikle det. Ellers får de tæsk af deres bagmænd. Det har været en del af kravet, hvis jeg overhovedet skulle videre med det,« fortæller Allan K. Pedersen til BT.
»Jeg har sådan set penge nok på kistebunden til, at jeg kan klare mig resten af mit liv. Så det er ikke på grund af det. Men selvfølgelig er det da en tilfredsstillelse, at der er nogen, der vil give penge for noget man har skabt,« fortsætter den 53-årige fynbo.
Allan K. Pedersen har nu solgt den forretning af de 21 han ejer, som han holder mest af. Men han har taget sig godt betalt. Tidligere har han hevet over 27 millioner ud af klubben i forbindelse med Champions League-eventyret for et par år siden, men det er intet at regne for det trecifrede millionbeløb, han nu scorer på salget af den tidligere mesterklub.
»Jeg har virkelig haft det mærkeligt med det. Det kan jeg godt love dig. Min søn og min kone arbejder her, og vi er bare en del af gamet. Det er sådan vi arbejder med alle vores ting. Men det her er noget specielt,«fortæller den nu tidligere FCN-ejer, der nu står tilbage uden fodboldklub, men som et af meget få mennesker, der rent faktisk har knust koden til, hvordan man tjener penge på fodbolden.
»Ja, nu har jeg bevist det modsatte. Det var derfor, jeg gik ind i fodbold til at starte med. Fordi jeg syntes, der var så mange skvadderhoveder, der tænkte med hjertet i stedte for at tænke med hovedet. Selvfølgelig skal du også tænke med hjertet, men du er nødt til at være fornuftig,« slutter Allan K. Pedersen.
Og fornuftig – det var han. Nu kan han grine hele vejen i Tivoli, til New York og derefter til banken.