Spillerkonflikten raser i dansk badminton. Fem badmintonspillere er blevet smidt af landsholdet. Spillerne indrømmer at have kvajet sig juridisk, men skyder med skarpt efter badmintonforbundets moral og etik.
Joachim Fischer, Christinna Pedersen, Mathias Boe, Carsten Mogensen og Kamilla Rytter Juhl er fortid på det danske badmintonlandshold, som landet ligger nu. Badminton Danmark valgte at fyre de fem spillere, fordi deres personlige sponsoraftaler er i konflikt med forbundets egne aftaler.
»Det er nok det, jeg ærgrer mig allermest over, at jeg har været så dum at tro, at det ikke kunne ende sådan. Jeg kan godt forstå, at forbundet går op i at tjene penge, men jeg vil også sige, at en stor del af kagen de tjener, er på grund af os fem spillere. For mig drejer det sig meget mere om moral, etik - og hvordan man behandler folk. De vidste, da de lavede aftalen med Danisa, hvor tingene ville ende. Jeg vil ikke ende min karriere sådan her. Jeg er skuffet over den behandling, vi har fået, og jeg er skuffet over, at jeg får at vide på en mail, at jeg ikke skal komme mere,« siger den 36-årige Fischer om sagen.
SAGEN KORT
Stridens kerne er badmintonforbundets kollektive sponsoraftale i forhold til spillernes personlige sponsoraftaler. I starten af februar indgår Badminton Danmark en kollektiv sponsoraftale med kageproducenten Danisa, hvilket betyder, at spillerne skal optræde i trøjer med Danisa-logo, når de repræsenterer landsholdet. Det er i konflikt med spillernes personlige aftale med Danisa-konkurrenten Kelsen Group. Fredag bliver Kamilla Rytter Juhl, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Joachim Fischer og Christinna Pedersen smidt af landsholdet som en konsekvens af konflikten, da alle forsøg på en løsning slår fejl.
