Kaffe er ikke bare kaffe. En latte er normalen for mange, hvis altså ikke man bare snupper en cortado. For de ekstra hippe er der en 'flat white', eller måske bare en macchiato?
Mulighederne er efterhånden uendelige, når du træder ind på en kaffebar, og på flere cafeer i byen Melbourne i Australien har man taget kaffen lige et skridt videre.
'Deconstructed coffee' eller 'Dekonstrueret kaffe' på dansk kalder man den nye trend, som ganske enkelt betyder, at man deler indholdet fra en normal kop kaffe op i enheder.
Det skriver australske Herald Sun.
Man får altså espresso i et glas, mælk i et andet glas og vand serveret i et tredje. På den måde kan man selv mikse sin kaffe præcis, som man ønsker.
Hele herligheden serveres på et fashionabelt stykke træ, og så kan man ellers hygge sig med at blande sin egen kaffe.
Det er dog langtfra alle, der er vilde med den nye kaffe-trend, og flere australiere har taget sociale medier i brug for at udtrykke deres vrede over, at en kop kaffe ikke bare kan være en kop kaffe. I en kop.
»Hipsterismen er gået for vidt, når din kaffe kommer dekonstrueret. Jeg ventede i næsten 20 minutter på en rigtig kop kaffe, før jeg indså, at den ikke ville komme,« skriver forfatteren Jamila Rizvi i et Facebook-opslag.
Samtidig spørger Jamila Rizvi, om det næste så bliver, at man får et skærebræt med kaffebønner på?
Hun vedhæfter samtidig et billede af det dekonstruerede kaffesæt, hun har fået serveret.
Artiklen fortsætter under billedet.
Opslaget har siden tirsdag fået mere end 18.000 likes og mere 3.400 delinger.
Jamila er ikke den eneste, der har brokket sig over den nye trend. Allerede sidste år dukkede dette opslag op på Twitter:
Det er dog ikke alle, der er helt utilfredse med kaffe-trenden, og flere skriver, at de faktisk nyeder at få lov til at dosere deres egen kop kaffe.
