En kvinde fra Nordsjælland kan ikke slippe den oplevelse, hun havde i en Netto-butik i Humlebæk forleden. På en seddel, som er hængt op i butikken, efterlyser hun en ukendt fyr med overskriften ’Sød fyr efterlyses’.
En helt almindelig indkøbstur på en helt normal dag blev onsdag i sidste uge tilsat lidt ekstra krydderi for 36-årige Nina. Udover varer i kurven fik hun flere gange øjenkontakt med en fyr – en kontakt, der var så intens, at hun nu efterlyser ham på butikkens opslagstavle. Det fortæller hun til BT.
»Der var noget i den øjenkontakt, der var så intens, at jeg ikke kunne lægge det fra mig. Jeg tænkte, at det må jeg gøre noget ved,« siger Nina.
BT er bekendt med Ninas efternavn, men hun ønsker ikke, at det bliver oplyst i artiklen.
Nina bor i Nivå, men arbejder i Humlebæk. Onsdag i sidste uge var hun på vej hjem fra arbejde, da hun lagde vejen forbi Netto på Torpenvej i den nordsjællandske by. Hun ville lige handle ind på vejen, men fandt måske også kærligheden.
»Jeg går rundt i Netto og får glimt af ham indimellem. Han kigger også på mig, og det er meget diskret i starten,« siger Nina. Ved kassen ender hun lige ved siden af fyren.
»Jeg mærker, at han kigger på mig, så jeg kigger op. Det tager fuldstændig pippet fra mig,« siger hun og fortæller, at hun blev nødt til at slå blikket ned, fordi han var meget stirrende og direkte i sit blik. Hans øjne var der med det samme, hun kiggede op.
»Jeg blev genert, flov og tilbageholdende,« siger Nina, der erkender, at hun er genert af natur.
»Jeg fik hjertebanken og sommerfugle i maven.« Sommerfuglene i maven gik ikke væk, og derfor lavede hun opslaget, der har fået lidt mere opmærksomhed, primært fra medierne, end hun havde regnet med.
Læs opslaget - artiklen fortsætter under billedet:
Han gik ud til sin bil, og hun hoppede på sin cykel. Den har et barnesæde til hendes snart to-årige datter. Nina og pigens far gik fra hinanden i august sidste år, og hun havde egentlig opgivet fyre, men manden i Netto fik hende på andre tanker – ganske uventet, siger hun. Hun havde købt en energidrik, som det var planen, at hun skulle drikke, inden hun tog hjem. Hun var træt efter arbejdsdagen, men mødet med fyren betød, at hun glemte alt om energidrikken og i stedet bare cyklede direkte hjem.
»Jeg var hamrende træt, men oplevelsen gjorde jo, at jeg ikke havde brug for noget energidrik,« siger Nina.
Og nu er jagten så gået ind på at finde manden, som hun beskriver som en pæn og lidt robust fyr med brunt hår, der var sommerlig klædt og formentlig i starten af 30’erne.
»Han så ud til at være lige min type,« siger Nina, der har gemt kvitteringen fra den dag i sidste uge, så hun kan se det tidspunkt, hun var der på. Klokken 15.26, siger hun og fortæller, at hun har været i Netto-butikken, som hun ikke plejer at handle ind i, cirka på det tidspunkt torsdag og fredag, hvor hun fik hængt sedlen op.
»Jeg er nødt til at prøve at ramme det samme tidspunkt, som vi handlede på, da vi mødtes. Det er mit udgangspunkt,« siger hun.
Det er også planen, at 36-årige Nina, der arbejder som sosu-hjælper på et plejehjem lige i nærheden af butikken, hvor hun som regel får fri klokken 15, skal i Nettoen på Torpenvej i Humlebæk i dag og i morgen for at se, om han dukker op, men også for at handle lidt.
Hvis det ikke giver pote, har hun i det mindste gjort et forsøg. Og det er heller ikke fordi, opslaget skal hænge i månedsvis. Hun giver det en uge til halvanden mere, og ’så må det vist være det’.
»Hvis han ikke ser opslaget, så er der ikke noget at gøre ved det,« siger den enlige mor, der er glad for, at hun var lidt spontan og kastede sig ud i det.
»Jeg kan godt være spontan, men det er ikke noget, de fleste forbinder mig med. Jeg plejer at tænke meget over tingene, inden jeg gør det.«
Derfor vaklede hun også meget frem og tilbage, om hun skulle hænge sedlen op. I sidste ende vandt ordsproget, ’hvo intet vover, intet vinder’.
»Nu har jeg i hvert fald givet det en chance, så man ikke fortryder, man ikke gjorde noget.«
Du håber vel, at du ser eller hører fra ham?
»Ja, det håber jeg da. Det kunne være spændende.«
