Fire unge gutter med dyb respekt for og en tilsyneladende afgrundsdyb kærlighed til den klassiske rocktradition. Fire unge mænd, som tilsyneladende simpelthen har sat sig for at føre den tradition videre.

Den slags kalder på respekt. En respekt, som afgjort ikke bliver mindre, når man har oplevet kvartetten live, hvor betagelsen af de gamle klodser, den evige udlængsel ad de støvede highways og den dér kærlighed, I ved, formeligen får den indre filmprojektor til at vise klip fra de drømme om det gode liv, vi vel alle sammen har i større eller mindre omfang.

Hvis man altså ikke lige havde så fandens travlt med at køre luftguitaren i angrebsstilling.

For det er dét, man gør til fine, klassiske rocksange som 'Love Shot', 'Mama’s Boy', 'There Goes My Love' og bandets bedste nummer, den mildest talt Springsteen-inspirerede 'Teenager Runaway'.

Det kan så godt være, at den hårdtarbejdende trommeslager Per Jørgensen, sanger og guitarist Steffen Westmark, leadguitarist Søren Christensen og den indpiskende bassist Allan Villadsen ikke teknisk ligefrem rangerer i musikernes superliga.

Men nu handler det hér altså om rockmusik og ikke om regneark og detaljefikseringer. Og med rockmusik handler det først og fremmest om nerve, nærvær og autenticitet, og dér leverer The Blue Van på et niveau, som langt flere end det par tusinde, som overværede koncerten i Skanderborg, burde sætte pris på.

THE BLUE VAN, Rytmehans, fire stjerner ud af seks.